Del artiklen:
Folkeskolen har været kampzone siden lockouten, og vi er på ingen måde landet endnu, skriver Maike Raaghauge - Arkivfoto fra lockouten.
Folkeskolen har været kampzone siden lockouten, og vi er på ingen måde landet endnu, skriver Maike Raaghauge - Arkivfoto fra lockouten. - Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Vi skal ikke tro, at vi ved, hvad vi har lært af coronakrisen. Folkeskolen er en kampzone, hvor politikerne skal være varsomme med omlægninger ud fra idéer, der ikke er realitetstjekkede og ikke starte der, hvor de slap, skriver skoleleder Maike Raahauge

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

I dagbogsindlæg i NB-Nyt har jeg selv løbende kommenteret på, at vi lærer en del i denne tid, men det er også ved at gå op for mig, at vi ikke kan stole ukritisk på den viden.

’Børnene har profiteret af den kortere skoledag’.

Det udsagn har jeg hørt flere gange i denne coronatid, men jeg kan faktisk ikke sige, om det er rigtigt. De kan også meget vel have haft godt af at have tid med forældre i en mindre hektisk hverdag, fordi hele familien ikke kører på 110 % med en uge fyldt med presset aktiviteter. De har måske også haft lejlighed til at kede sig lidt.

Det kan også være, at de har haft tid til at opleve sig heldige, fordi de har fået lov til at komme i skole om end blot nogle timer hver dag, efter at de var hjemmeundervist af forældre i en længere periode. Måske har de hørt om børn ude i verden, hvor skolen har været lukket ned i meget længere tid.

Måske har de profiteret af, at skolen har været børnenes, hvor forældrene har været holdt i digital afstand med en accept af, at der var tale om nødundervisning, så rammer og regler ikke blev drøftet. Forældrene har helt tydeligt også bakket ukritisk op omkring de rammer, retningslinjerne nødvendiggjorde. I hjemmene er der helt sikkert blevet talt om, at disse rammer var nødvendige for alles skyld, så børnene skulle følge dem.

Måske har det handlet om, at man rundt omkring i familierne har oplevet, hvor meget nærhed betyder, og hvad der virkelig gælder, når vi skal stå sammen om rigtige potentielt dødelige kriser – og at alle kan hjælpe til.

Måske har de profiteret af at være i mindre klasser med bedre bemanding. Måske har de profiteret af færre fag i løbet af dagen og ugen. Måske har de profiteret af, at lærerne har haft bedre rammer til at forberede sig. Måske har det handlet om, at vi alle – ledere, personale, forældre og børn – har samarbejdet om at få det bedste ud af svære vilkår.

Måske handler det om meget andet end en kortere skoledag.

Politikerne skal være varsomme med omlægninger.

Politikerne skal godt nok være varsomme med deres datagrundlag, hvis vi på baggrund af coronatiden laver om på folkeskolen.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan være grundlag for at lave om. Men folkeskolen har været kampzone siden lockouten, og vi er på ingen måde landet endnu. Af mange årsager. At vi så efterfølgende har skulle acceptere nødløsninger på de mest grelle fejltagelser, og vi har skulle justere i utide, fordi nogle politikere ikke kunne vente med ændringer til de aftalte evalueringer.

Hvis vi på baggrund af coronakrisen træffe store beslutninger, så kan jeg godt være bekymret for, hvad det vil gøre ved folkeskolen.

Frygter at dagsordner presses igennem uden realitetstjek

Set udefra kan jeg godt forstå, at folk undrer sig over, hvorfor vi ikke bare gør, hvad der bliver sagt. Så lad mig komme med et eksempel. Håndværk og design, som efterhånden er blevet et meget stort fag som en del af ønsket om at styrke den praktisk-musiske dimension. Faget er en del mere omfattende og visionært end håndarbejde og sløjd, og alle skoler er nu også forpligtet til at udbyde faget som et to-årigt valgfag med en afsluttende eksamen. Det er blevet et rigtig spændende fag, men – og der er et stort men –  vi har meget få lærere på skolerne, der har linjefaget. Ligeledes bærer lokalerne ofte præg af at være enten sløjd eller håndarbejdelokale. Rent økonomisk er det også et dyrt fag, fordi det er så materiale tungt.

Min frygt lige nu er, at mange forsøger at få dagsordner igennem på et måske forkert grundlag. Jeg forholder mig ikke til den kortere skoledag, men jeg forholder mig til grundlaget. Folkeskolereformen kom med gode tanker, men den blev ikke realitetstjekket på væsentlige punkter, og der var ingen implementeringsplaner, så der er blevet tolket. Af ledere, forvaltninger, politikere og skolebestyrelser.

Den var efterfulgt af lov 409, som vi stadig mærker. Den flugtede ikke med mange af de gode tanker i reformen. Derudover fik implementeringen af reformen svære vilkår, når der ikke var et samarbejde med dem, der skulle udføre tankerne i virkeligheden.

Vi skal ikke lave fejlslutninger

Corona-lærdom skal ses i et meget større perspektiv end kun den kortere skoledag. Vi skal ikke lave fejlslutninger, der på ny kan skabe uro i mange år ud i fremtiden, fordi der er nogle, der er meget hurtige til at gribe chancen for at få dagsordner igennem.

Hvis man ønsker at lave store ændringer, så lad os først få corona på afstand, så vi kan se lærdommen i et klarere lys. Set i lyset af de utallige undersøgelser jeg pt. bliver bedt om at deltage i, så er jeg ikke i tvivl om, at der bliver indsamlet massiv meget data. Men lad os også se på, hvad børnene har fået ud af denne periode, når vi igen har en normal hverdag.

Jeg vil gerne understrege, at ja vi har lært noget i denne tid, men måske er det ikke det samme som, at vi skal lave om på alt. Nu ved vi, at vi kan fjernundervise, og at vi kan holde digitale møder, men vores nærhed kan også noget. Så vent nu med at blive for ivrige, indtil vi ved, hvad der er badevand og hvad der er baby.