Del artiklen:

I skyggen af populistiske ledere, der løber med al medietid og opmærksomhed, er vokset et nyt interaktivt, politisk lederskab frem. Det inddrager, søger bred opbakning og indgår i partnerskaber om bæredygtige løsninger. Problemet er bare, at det indtil videre er ret usynligt.

Af Eva Sørensen, professor på RUC,

Demokratiet ændrer sig, og det samme gør politikernes måde at udøve politisk lederskab på. Det sker ikke, bare fordi de politiske systemer i den vestlige verden har svært ved at løse tidens store samfundsudfordringer. Men også fordi stadigt mere politisk selvbevidste borgere er blevet utilfredse med rollen som passive tilskuere til partipolitikken. 

Forskning viser, at borgerne er mere kritiske overfor politiske autoriteter og vil have mere indflydelse på beslutninger, der vedrører deres liv, end de får via valg. Denne krise for den traditionelle partipolitik viser sig også ved faldende medlemstal i de politiske partier som i nogle lande går hånd i hånd med dalende valgdeltagelse. Samtidig er vi også, at tilliden til politikerne daler i stort set alle vestlige demokratier, mens interessen for andre og mere direkte måder at deltage i demokratiet på, kun vokser.

Populismen er vor tids zeitgeist

I kølvandet på denne udvikling har offentlige myndigheder i den vestlige verden introduceret en mangfoldighed af arenaer og platforme for borgerdeltagelse, bl.a. brugerbestyrelser, lokalråd, borgerpaneler og borgerfora. Disse nye inddragelsesformer har imidlertid ikke dæmpet borgernes krav om indflydelse på de politiske beslutninger. 

Som mange samfundsforskere har påpeget, har den voksende mistillid til politikerne gødet jorden for populistiske politiske lederes vækst i en del lande. Dette fænomen, som før mest var kendt fra nye demokratier, er nu også i fremvækst i de gamle, veletablerede, repræsentative demokratier. Forskeren Cas Mudde går så vidt som at tale om populismen som vor tids ’zeitgeist’ (tidsånd, red.), der truer demokratiet. 

Velkommen til et interaktivt, politisk lederskab

Der er bestemt god grund til at overveje, hvilke konsekvenser fremvæksten af populistiske former for politisk lederskab kan få for demokratiet. Der er imidlertid en problematisk tendens både i medierne og blandt forskere til at overse, at mange politikere reagerer på en anderledes og langt mere tidssvarende og produktiv måde på det repræsentative demokratis krise. Denne anden lederskabsstrategi kan være en af forklaringerne på, at den demokratiske krise og mistilliden til politikerne synes langt mindre i Danmark end i mange andre vestlige demokratier. Dette alternativ til populismen betegner jeg et interaktivt, politisk lederskab.

En populistisk og en interaktiv, politisk lederskabsstil adskiller sig på flere måder: Mens populistiske ledere beskylder politiske modstandere for at være folkets fjender, forhandler interaktive politiske ledere med dem for at skabe bred politisk støtte og legitimitet for deres politiske mål, strategier og løsninger. 

Populister afviser ekspertrådgivning med den begrundelse, at de selv til fulde ved, hvad der må gøres, mens interaktive, politiske ledere søger input fra eksperter og interessenter for at indhøste viden, ideer og perspektiver, der vil gøre dem i stand til at respondere så effektivt som muligt på de problemstillinger, de forventes at løse. Populistiske ledere giver simple svar, mens interaktive ledere adresserer kompleksitet. Og mens de første hævder, at de egenhændigt er i stand til at få gode ting til at ske, fremhæver de sidste borgerne som en afgørende kraft og partner i at skabe en bedre verden.

Trump: Jeg har styr på corona 

De to typer af politisk lederskab er selvfølgelig analytiske kategorier og ikke et billede af navngivne politikere. Ikke desto mindre er det muligt at illustrere forskellen på de to ved at se på, hvordan forskellige regeringsledere har håndteret coronakrisen i foråret 2020. 

Forskellen i lederskabsstil kommer klart frem, når man sammenligner USAs præsident Donald Trump og vores danske statsminister Mette Frederiksen. Donald Trump startede med at melde ud, at han havde fuld kontrol over situationen for så efter kort tid at erklære nødretstilstand i landet, efterfulgt af en melding om, at det var tid til at genåbne samfundet. Derefter angreb han en række guvernører fra det demokratiske parti for ikke at åbne hurtigt nok op i tweets som fx “LIBERATE MICHIGAN!”, der legitimerede og måske ligefrem opildnede nogle borgere til at deltage i voldelige demonstrationer og oprør. Med entydigt fokus på at revitalisere økonomien og få folk i arbejde ignorerede han sundhedseksperters betænkeligheder og flertallet i befolkningen, der var bekymrede for, at corona ville sprede sig mere i kølvandet på en hurtig genåbning. 

Mette Frederiksen: Jeg har ikke en fast strategi og plan

Mette Fredriksen lagde ud med at konstatere, at Danmark og verden befandt sig i en situation uden fortilfælde, og at regeringen stod uden en klar strategi og plan for, hvordan man skulle håndtere epidemien. Budskabet var, at betingelsen for at komme så godt igennem krisen som muligt var, at alle danskere – offentlige og private aktører, eksperter og lægfolk, politikere og borgere – arbejdede tæt sammen om at finde måder, man kunne håndtere udfordringerne på, efterhånden som de opstod. 

Mette Fredriksen startede forhandlinger med alle ti partier i folketinget, indgik en aftale om lønkompensation til hjemsendte medarbejdere med arbejdsmarkedets parter og inviterede sundhedsmyndighederne og universitetsprofessorer, sundhedspersonalet, førende økonomer og lokale myndigheder til at tage del i strategidiskussionen og overvejelserne om, hvordan man kunne tilrettelægge indsatsen. Rammen for diskussionen var, at opgaven var at balancere hensynet til sundheden på den ene side og økonomien på den anden. Medierne spillede en central rolle som platform for regeringens kommunikation med befolkningen men også som arena for kritisk debat mellem politikere, eksperter og interessenter.

Et billede på en ny politisk ledelsesstil

Den danske statsministers politiske ledelsesstil i relation til coronakrisen er ikke et isoleret, eksotisk fænomen. Den tegner et billede af en ny form for interaktivt politisk lederskab, der vokser frem i de gamle demokratier verden over. Der er efterhånden omfattende forskning, der dokumenter en tendens blandt politikere på alle niveauer til at bruge mere og mere tid og energi på at skabe en lederskabsplatform ved at bygge brede politiske koalitioner og alliancer i samfundet. Mange politikere søger input fra relevante eksperter og interessenter og fra berørte borgere for at skaffe sig et så robust beslutningsgrundlag som muligt. Og for at sikre sig den støtte og det brede folkelige ejerskab, de har brug for, når de skal sikre politisk gennemslagskraft og opbakning til at gennemføre deres politik. 

Populistiske ledere er svære at overse

Denne udvikling er ikke overraskende set i lyset af de sidste mange årtiers reformer af den offentlige sektor. De har været kendetegnet af en vedvarende bestræbelse på at øge den offentlige sektors effektivitet og legitimitet ved at skabe partnerskaber og netværk mellem offentlige myndigheder og relevante samfundsaktører. Man har altså længe været godt i gang med at gøre op med forestillingen om, at offentlige myndigheder styrer samfundet uden at involvere virksomheder, foreninger og befolkning. Vi lever i en tid, hvor samfundsstyring er en multisektoraktivitet.

Hvorfor har der været så lidt opmærksomhed på denne nye form for politisk lederskab blandt meningsdannere og samfundsforskere? Måske fordi populistiske ledere har tiltrukket sig al opmærksomheden. De er nemlig svære at overse. Deres fremtoning er ofte bemærkelsesværdig, de nægter at spille efter de traditionelle partipolitiske regler, de angriber kritiske medier, benægter videnskabelige fakta og stiller spørgsmålstegn ved demokratiske kerneinstitutioner som f.eks. domstolene. 

Interaktive, politiske ledere er kedeligere

Alle disse træk giver dem en betydelig nyhedsværdi og masser af medietid. Medierne trives med markante artefakter, politik drama og konflikt, provokerende one-liners, og politisk ven-fjende-retorik. Interaktive politiske ledere er langt mere kedelige. De følger veletablerede demokratiske normer, behandler modstandere med respekt, stiller sig til rådighed for mediernes kritiske spørgsmål og anerkender demokratiske politiske institutioner. En interaktiv lederskabsstil bryder godt nok også med traditionen, men det sker ved at bygge brede, politiske alliancer på tværs af partier og med forskellige samfundsaktører og i at overvinde konflikter for at give plads til forskellighed.

Uanset årsagen er det problematisk, at det interaktive, politiske lederskab har fået så lidt opmærksomhed i medierne. Det betyder nemlig at det ikke kan fungere som en velfortjent inspirationskilde for politikere, der er på jagt efter en anden måde end populisterne at udøve lederskab af antiautoritære, kritiske og kompetente borgere. De må nøjes med at lære af de enkeltpolitikere, der har fundet ud af, hvordan man dramatiserer interaktive politikskabelsesprocesser.

Vi har brug for mere viden

Den begrænsede interesse blandt samfundsforskere er også beklagelig. Den betyder, at vi ved meget lidt om, hvordan og i hvilket omfang et interaktivt, politisk lederskab har sat sig igennem hos danske og vestlige politikere. Vi ved heller ikke meget om, hvad denne form for politisk lederskab betyder på forskellige niveauer i det politiske system. Vi har også brug for at vide mere om, hvad fremvæksten af dette interaktive, politiske lederskab betyder for samspillet mellem politikere og administratorer, og hvad det betyder for interessenter og borgere. Det er uvist, hvilke implikationer en sådan udvikling af det politiske lederskab kan få for fordelingen af politisk magt og indflydelse i samfundet og den offentlige sektors handlekraft. 

Sidst, men ikke mindst er der et stort behov for at overveje, hvad demokratisk repræsentation og politisk ansvarsplacering betyder, og hvordan innovation og implementering finder sted i et samfund med interaktivt, politisk lederskab.

Demokratiet er ved at ændre form

Skal forskningen i gang med at besvare disse spørgsmål, kræver det først og fremmest, at der udvikles et teoretisk sprog og begrebsapparat, der gør det muligt at indfange de interaktive træk i politikernes lederskab. 

Den opgave tager jeg fat på i min nye bog Interactive Political Leadership: The Role of Politicians in the Age of Governance. Her definerer jeg interaktivt, politisk lederskab som en strategisk bestræbelse på at involvere relevante og berørte medlemmer af det politiske fællesskab i formuleringen og implementeringen af politiske visioner og strategier og i udformningen af konkrete løsninger på presserende samfundsudfordringer. 

Bogens hovedkonklusion er, at det repræsentative demokrati er ved at ændre form fra en rollefordeling, hvor politikere indtrådte i rollen som valgte konger, der regerede passive borgere, til en interaktiv proces, hvor politiske ledere styrer samfundet i tæt samspil med samfundets mange aktører. Og denne udvikling bringer os tættere på den demokratiske idé om folkestyre, selv om det også giver en række nye udfordringer for den demokratiske samfundsstyring.   

Eva Sørensen er professor i Offentlig Administration og Demokrati på Roskilde Universitet.

Eva Sørensen (2020). Interactive Political Leadership: The Role of Politicians in the Age of Governance. Oxford: Oxford University Press.