Del artiklen:

Museer, biografer, teatre og festivaler er alle steget mere i pris end de generelle priser i samfundet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Af Lene Vind, [email protected]

Kulturinteresserede danskere må grave dybere i lommerne, når billetten til museer, teatre og andre kulturoplevelser skal betales. Således er en række populære kulturtilbud steget mere i pris end de generelle priser i samfundet over en periode på fire år. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danmarks Statistik.

Den største prisstigning blandt kulturtilbuddene har fundet sted på danske museer, hvor billetten gennemsnitligt koster kulturforbrugeren 42 pct. mere i 2020, end den gjorde i 2016. 

De generelle forbrugerpriser i samfundet er i perioden steget med 3 pct., mens de generelle priser på tjenester er steget med 6 pct.
Dermed er museernes indgangspriser steget 12 gange så meget som de generelle forbrugerpriser i samfundet og 7 gange så meget som de generelle priser på tjenester i samfundet.

“Museernes priser tog et stort hop på i løbet af 2016, hvilket nok skal ses i lyset af, at den daværende regering gav statslige museer mulighed for at tage entré,” forklarer specialkonsulent ved Danmarks Statistik Martin Birger Larsen.

“Dog er museernes priser blevet ved med at stige støt i tiden derefter, og prisstigningen skyldes altså ikke blot et enkelttstående hop i 2016.”

Prisstigningen på 42 pct. betyder, at hvis en museumsbillet kostede 100 kr. i 2016, så kostede den 142 kr. i 2020. Hvis priserne på museumsbilletter havde fulgt de generelle forbrugerprisers udvikling, så havde billetten kostet 103 kr. i 2020.
Biografer har set næststørst prisstigning

Den næststørste prisstigning på kulturområdet har fundet sted i biograferne, hvor billetprisen er steget med 18 pct. siden 2016, svarende til en vækst, som er 5 gange større end udviklingen i de generelle forbrugerpriser og 3 gange større end den generelle udvikling for priser på tjenester.26 pct. af alle voksne danskere slog et smut forbi biografen i løbet af 2019. Biografer er mest populære blandt de helt unge. 

Tredjestørste prisstigninger blandt kulturtilbuddene fandt sted ved teatrene, hvor billetten kostede forbrugeren 14 pct. mere i 2020, end den gjorde for fire år siden. 

De mindste prisstigninger blandt kulturoplevelserne skete blandt festivaler samt zoologiske haver og akvarier. 
Prisen på disse oplevelser steg i perioden med 10 pct., hvilket dog stadig var mere end samfundets generelle prisudvikling for forbrugsvarer og tjenester. 10 pct. af alle voksne danskere lagde vejen forbi en musikfestival i 2019, mens 15 pct. i løbet af året besøgte zoologiske haver eller dyreparker og 5 pct. besøgte et akvarium.

null
null

Museer: Læs mere om voksne danskeres museumsbesøg her.
Biografer: Læs mere om danskernes biografvaner her.
Teatre: 27 pct. af alle voksne danskere besøgte teatret i løbet af 2019.
Festivaler: Læs mere om de danske festivalgængere her.