Del artiklen:
"Jeg har tænkt over, at vi har pillet noget stress ud af arbejdsdagen, og der er også forsvundet stress fra folks privatliv i den periode, hvor en stor del af landet var lukket ned," fortæller seniordirektør i Kolding Kommune Annette Lund til JydskeVestkysten. - Foto: Kolding Kommune

Forventingen var, at flere sosu’er og sygeplejersker ville melde sig syge under coronaepidemien i foråret. Men det gik stik modsat i Kolding Kommune. Mindre stress og bedre hygiejne kan være kan være årsager til fald i sygefravær.

Af Iver Houmark Andersen, [email protected]

Nu er der nok flere hjemmehjælpere, sygeplejersker og ansatte på plejehjem, som melder sig syge. Det var vurderingen i Kolding Kommune, da man i foråret skulle håndtere coronapandemien.

Men nu viser nye tal for sygefraværet, at det gik stik modsat. De ‘varme hænder’ på seniorområdet var mere i gang her i foråret end i 2019.

Det fremgår af en artikel i JydskeVestkysten.

Kolding Kommune har trukket tal for sygefraværet for 1.160 medarbejdere ansat på seniorområdet i en periode i foråret fra uge 17 i marts til uge 24 i juni. Over ugerne faldt det gennemsnitlige antal syge medarbejdere mellem 12,2 og 37,5 procent i forhold til en prognose lavet ud fra tal fra 2019.

“Min teori går på, at det både er det korte og det lange sygefravær, der er faldet, men det begynder vi at analysere nu,” siger seniordirektør Annette Lund fra Kolding Kommune til JydskeVestkysten.

Efter de første corona-tilfælde i landet blev registreret, oprettede flere kommuner jobbanker for at ruste sig mod sygemeldinger på grund af pandemien. Kommunerne blev også bedt om at indberette fraværstal til KL.

Læs også:
Sygefravær halveret under corona

“I første omgang blev jeg overrasket over, at vores sygefravær faldt markant, men jeg har tænkt over, at vi har pillet noget stress ud af arbejdsdagen, og der er også forsvundet stress fra folks privatliv i den periode, hvor en stor del af landet var lukket ned,” siger Annette Lund til JydskeVestkysten og fortsætter:
 
“Og så tror jeg, at hele samfundet er overrasket over, hvor meget det betyder, at vi har gjort mere ved hygiejnen. Vi er alle sammen blevet bedre til at få vasket hænder jævnligt, spritte af og alt det der. Og når man læser statistikker, der dækker hele landet, så kan man se, at der slet ikke har været de influenza- og forkølelsesrunder, der plejer at være.”

Coronaepidemien har givet Annette Lund nogle overvejelser om, hvordan hverdagen kan blive bedre for de ansatte og borgerne. Hun vil nu “overveje, hvad det er, vi kalder medarbejderne til møde om, og hvor tit vi gør det. For det kan måske også være færre møder, der har givet medarbejderne mere ro i hverdagen.”