Del artiklen:
- Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Vi afventer opstarten, men meget kan ske henover sommerferien, og meget kan ske efter sommerferien. Opgaven er ikke at skabe en inkvisition, men en hverdag midt i Coronaens dilemmaer og spor, skriver skoleleder Maike Raahauge.

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

Nu kommer vi i folkeskolen tilbage til mere normale tilstande efter sommerferien, og det tror jeg, at vi alle glæder os til. Vi begynder også at blive mere kritiske i forhold til, hvad vi måske godt kunne have haft gjort tidligere. Vi havde stort set kun lige fået vores store børn tilbage, da der blev sat spørgsmålstegn ved, hvorfor vi så ikke også kunne gennemføre eksaminerne. 

Det er som om, at det er en kollektiv hukommelsesforskydning i forhold til, hvad vi vidste hvornår, og hvordan det hang sammen med de forskellige ændringer i retningslinjerne. 

I virkeligheden er det positivt, for det skyldes jo, at vi ikke har haft børn, forældre og personale, der har været alvorligt ramt af corona. Fordi det lykkedes som samfund at få lukket ned, så har vi ikke på skolerne stået i den frygtelige situation at skulle opleve et coronaudbrud. 

Når vi får børnene tilbage til mere almindelige tilstande efter sommerferien, vil vi stadig skulle følge retningslinjer, men vi vil uanset hvad have flere børn på skolen i løsere rammer, end vi har nu. Vi skal stadig være klar til at lukke ned og stoppe smittekæder, hvis vi lige pludselig står med et udbrud. 

Vi skal undgå at skabe en inkvisition

Et af de krav, der står klart, er, at vores personale ikke har været i lande, hvor Udenrigsministeriet har frarådede rejser til. Alle trænger til sommerferie, og lige pludselig har udtrykket: ’Hvor skal du så hen?’ uløseligt forbundet med, ’selvbetalt karantæne’ og ’fyringsgrundlag’. Og hvad nu hvis nogen lyver? Eller hvis nogle har været i Tyskland, og Tyskland undervejs i ferien blive lukket ned? Skal jeg så undersøge, hvornår folk er kommet ud? 

Og hvad med familierne? Vi havde for et par uger siden en søskendepar, der potentielt havde været i Sverige. Det viste sig, at det ikke var korrekt, men panikken spredte sig som en løbeild på skolen. Samtalerne ude i klasserne efter ferien kommer også til at være præget af denne virkelighed og alvor. Den traditionelle stil ’Hvad har du lavet i sommerferien?’, skal også ses i dette lys. Formuleringen på opgaven skal i hvert fald stå skarpt, så det ikke bliver en slags inkvisition.  

Alternativt kan vi stå med stile, der består af steder, som børnene skulle have været og måske drømt sig hen, og så skal vi undersøge, hvorvidt det er fantasi eller virkelighed. Hvis det er virkelighed, lander det på mit bord, for så skal forældrene hurtigst muligt hente deres børn hjem. Skal det så registreres som ulovligt fravær i forhold til, at vi har fået en ny lovgivning på området, der potentielt kan fratage forældrene børnepengene?   

Vi kommer tilbage uanset hvad

Vi går på sommerferie på en helt anden måde, end vi plejer, men jeg kan med sindsro sige, at vi kommer også retur på en anden måde. Ligesom i de første par uger efter genåbningen, hvor jeg konstant frygtede, at vi fik smitte på skolen, så vil den fornemmelse helt sikkert også være hos mig på den anden side af ferien. I første omgang i de første par uger, indtil evt. eksporterede virus er ude af alles systemer. 

Vi kan også stå i en situation, hvor mange af vores forældre igen ikke tør lade deres børn komme i skole af frygt for smitte. Sidst gik der nogle uger, før de turde lade børnene komme. Hver gang et barn kommer, så sker der noget i børnegruppen, og i denne tid har det også betydning for smittekæder. 

Vi kan også stå i en situation, hvor landet har måtte lukke ned igen, og vi bliver varslet inden skolestart, at vi alligevel skal tilbage til afstandskrav mm., og så skal vi flytte rundt igen. 

Og så er der den frygt, som ingen af os tør tale om, men som faktisk også er en mulighed. Vi kan vende retur, hvor en af personalerne eller en forælder er blevet alvorlig syg af corona og er måske indlagt.  

Vi har brug for en form for hverdag midt i coronaens dilemmaer

Det her skoleår har stået i coronaens tegn, og uanset hvordan vi kommer tilbage, så vil næste skoleår også være farvet af det. Vi har alle brug for en form for hverdag vender retur, og det kommer nu. Jeg har også bare en klar fornemmelse af, at vi i landets skoleledelser stadig kommer til at have corona i baghovedet. Både når vi undersøger det faglige efterslæb, vores økonomiske prioriteringer, vores elevfraværsstrategi, vores personales sygefravær, vores udskudte møder og projekter, og vores reaktionsmønster, når et barn hoster på matriklen. 

Vores interne kommunikation har været ret envejs i denne tid, og det vil vi være nødt til fortsat at have et behov for, fordi vi stadig skal kunne handle hurtigt og ensrettet, hvis vi pludselig bliver ramt af corona. Det giver os et konstant bagtæppe af en ukendt alvorlig fare, som vi ikke er vant til i folkeskolen. Det er en opgave, som jeg i denne tid har oplevet, kræver en anden tålmodighed og firkantethed, som skal gå hånd i hånd. Hvis vi følger de meget firkantede rammer, så imødekommer man personalets bekymring, der ikke altid er lige klart defineret. Det kræver derfor en tålmodighed at lytte til ende, hvor bekymringen i virkeligheden er. Nogle gange er det børnenes eller forældrenes bekymring, og også der er det nødvendigt, at der er helt firkantet regler, så sikkerheden er i top. 

Men vi afventer opstarten, for der kan ske meget ind over sommerferien, og meget kan ske efter sommerferien. Coronaens dilemmaer og spor er ikke forbi.