Del artiklen:
(Arkiv)
(Arkiv) - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sidste uge var 24.600 sendt hjem på lønkompensation. Tæt på 250.000 har været omfattet siden 9. marts.

Af Ritzau, [email protected]

Restauranter og sportsklubber var sidste uge de brancher, der havde flest ansatte sendt hjem med lønkompensation.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Sidste uge var 24.600 i alt danskere sendt hjem på lønkompensation.

Af dem var 812 ansatte på restauranter, mens 669 medarbejdere i sportsklubber var hjemsendt.

Det er første gang, at Danmarks Statistik har opgjort tallene på ugebasis.

Siden 9. marts har tæt på 250.000 job været omfattet af ordningen. Det tal er dog faldet, som samfundet gradvist er åbnet op igen.

Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, peger på, at mange har kunnet vende tilbage til deres job igen.

– Det hører dog også med til historien, at flere virksomheder formentlig også har valgt at afskedige deres medarbejdere fremfor fortsat at gøre brug af lønkompensationsordningen.

– Vi har desværre set en tydelig stigning i antallet af varslede afskedigelser over de seneste uger. Dertil er beskæftigelsen foreløbigt faldet med 93.000 personer i marts og april, skriver han i en kommentar.

Blandt andet SAS har varslet, at selskabet ikke længere vil gøre brug af ordningen og i stedet gå i gang med at fyre op mod 1700 ansatte i Danmark.

Størstedelen af de lønkompenserede job er i København, hvor tæt på 20 procent af de hjemsendte er.

Næsten en tredjedel af de kompenserede lønmodtagere er ufaglærte.

Netop de ufaglærte har der været fokus på fra politisk, hvor det i sidste uge blev aftalt, er ledige ufaglærte kan få forhøjet dagpengene ved at uddanne sig til en branchen, hvor der mangler hænder.

Det kan for eksempel være som smed eller elektriker. Her kan de ufaglærte ledige få ti procent ekstra i lønposen.

Lønkompensation er en af de ordninger, som regering har sat i værk for at minimere antallet af fyringer under coronakrisen.

Med ordningen betaler staten hovedparten af lønnen, hvis virksomheden nøjes med at sende de ansatte hjem og ikke fyre dem.

Ordningen er midlertidig og udløber efter august.

/ritzau/