Del artiklen:
- Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Nationale test og elevplaner kan bruges som meningsfulde arbejdsredskaber, men politikerne bliver nødt til at prioritere det. De bliver også nødt til at forstå det. Ellers fortsætter vi med at være ’på vej’ med at bruge disse redskaber, skriver skoleleder Maike Raahauge

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

Endnu engang er elevplanerne til diskussion på grund af en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Nu skal politikerne både tage stilling til nationale test og elevplanerne, og min opfordring er, at der bliver brugt tid på at drøfte, hvad og hvordan vi bruger disse to redskaber.  

Da jeg startede som lærere, arbejdede jeg i specialverdenen, hvor skriftlighed var en stor del af arbejdet. Både testning, faglige resultater, observationer mm., var en stor del af mit arbejde, og det blev brugt i det videre arbejde med eleverne, men det blev også brugt til forældre, sagsbehandlere og psykologer. 

Da man i den almene folkeskole skulle til at skrive elevplaner, var jeg netop blevet ansat i en almindelig folkeskole, og jeg forstod slet ikke modstanden mod elevplanerne. Jeg forstod heller ikke, hvordan man kunne arbejde uden at dokumentere elevernes progression og de fortsatte mål. 

Men når jeg så så mængden af fag, der skulle beskrives, begyndte jeg at forstå, hvorfor det virkede meningsløst. Også som forældre undrede jeg mig over, hvorfor jeg skulle vide at mit barn var ’på vej’ i en række fag, som en mere eller mindre tilfældig lærer havde afkrydset i et skema, der tydeligvis var lavet for at lette arbejdet. Det gav ikke plads til refleksion hos mit barn eller mig. 

Elevplaner er ikke dårligt tænkt, men mængden af tid…

Det næste der skete, som også kom bag på mig i mødet med disse elevplaner, var mængden af tid, der efterfølgende skulle gå på, at vi skulle skrive frem og tilbage på forældreintra (det tidligere aula) og forklare vores ’på vej’ i små og store fag med lige stor frustration. Og nej, det kunne ikke vente til næste skole-hjem-samtale, og det var jo ikke sikkert, at den relevante lære skulle deltage i samtalen.

Siden den tid har vi fået forskellige digitale redskaber, der skal hjælpe med at udarbejde relevante elevplaner ud fra de centrale læringsmål. Det er egentlig ikke dårligt tænkt, men der er mange faldgruber undervejs, og derfor er det ikke sikkert, at de endelige elevplaner har den ønskede effekt for elevernes læring eller elev-og forældreinddragelse. 

En kompliceret model, der kræver afkodning og oversættelse

Jeg giver her en hurtig procesbeskrivelse af elevplaner er nødvendig, for at forstå kompleksiteten.

En lærer skal skrive en temabaseret årsplan. Den skal så senere uddybes med et undervisningsforløb hægtet op på specifikke læringsmål. Læreren og eleven skal efter et endt forløb evaluere disse læringsmål, og så åbnes elevplanen, så forældrene kan se evalueringen. Elevplanen genereres altså løbende i takt med at undervisningsforløbene afvikles. 

Disse elektroniske elevplaner kræver altså en del arbejde løbende og at alle forløb er elektroniske og bliver evalueret for at få en relevant elevplan. Det kræver også en del afkodning og oversættelse for forældre, som der ikke altid er tid til på en almindelig skole-hjem-samtale. Jeg kan godt forstå, at der er forældre, der ikke ser dem inden en samtale. Jeg kan også sagtens forstå, at der er lærere, der savner afkrydsningsskemaerne, selvom jeg heller ikke tænker, at de altid levere det ønskede formål. 

Der er forskel på specialverdenen og den almene folkeskole

Det grundlæggende mål med elevplanerne er at involvere børn og forældre i deres læring, men som EVAs rapport peger på, så vil man alt for meget med elevplanerne. Rapporten peger også på, at lærere i specialverdenen ser mere mening i elevplanerne end lærere i den almene verden. Som en der har arbejdet med skriftlighed i begge verdner, så giver den pointe rigtig god mening. 

Når vi i specialverden skrev, så var det at reflektere og dokumentere barnets faglige og sociale udvikling en vigtig del af opgaven. Det skulle gøres grundigt, og der var tid til at drøfte det med barnet og forældrene, men det blev også læst af andre faggrupper, der brugte det til deres arbejde med familien. 

Det var prioriteret af vores ledelse, ligesom formålet også var tydeligt for os. Som lærere trådte vores faglighed frem, og vi brugte vores professionelle dømmekraft på baggrund af kolde og varme data til at kvalificere det fremtidige arbejde. Vi havde tiden til at fremlægge vores arbejde og få barnet og forældrenes input og fik lagt en samlet plan for den næste periode. 

Hvis elevplanerne skal bruges i den almene verden, så må det ikke bære præg af ligegyldigt afkrydsningsarbejde eller bære præg af, at lærere og elever kan have misforstået det digitale system og/eller misforstået læringsmål og derved få et ligegyldigt resultat, der mere viser, at der er behov for et kursus i at bruge det digitale medie. I denne sammenhæng er det vigtigt at pointere, at det jo ikke kun handler om store elever, det handler også om de helt små, der skal evaluere deres indsats på en Ipad i eksempelvis billedkunst.

Forældrene og politikere skal forstå de redskaber, der anvendes

Og så er der forældrene. Vi bruger meget tid på at kommunikere på skrift med forældre omkring børnenes trivsel og læring, og vi har også de nationale test (alt efter hvad der kommer til at ske med dem), som forældrene også får en skriftlig tilbagemelding på. Hvis vi skal bruge vores sparsomme tid, hvor vi er fysisk sammen med forældrene, på at forklare disse digitalt generede elevplaner (og de nationale test), så får vi ikke det ud af dem, som vi gerne vil. 

Jeg er af flere årsager stor fortaler for, at vi i den almene folkeskole dokumenterer og kvalificerer vores arbejde med børnene. Dels fokuserer det vores arbejde, dels gør det det mindre sårbart ved lærerskift. Jeg mener også, at det skaber større respekt for lærerprofessionen, at man kan starte samtalen et andet sted. 

Ja, det kræver, at forældrene har forberedt sig, men det er alt andet lige lettere at forberede sig, hvis man kan læse og forstå en elevplan, hvis man kan genkende sit barn i beskrivelsen, og hvis der er et klart formål med den. En dårlig elevplan gør i bedste fald ingen skade, men i værste fald kan det skade samarbejdet mellem lærer og familie. En god elevplan kræver professionel indsigt og tid.

Nationale test og elevplaner kan bruges som meningsfulde arbejdsredskaber, men politikerne bliver nødt til at prioritere det. De bliver også nødt til at forstå det. Ellers fortsætter vi med at være ’på vej’ med at bruge disse redskaber.