Del artiklen:
Kolding Kommune oplever ikke den samme vækst i antallet af underretninger om mistrivsel blandt børn som andre kommuner. Der bliver dog til stadighed ved med at komme underretninger om skilsmissebørn, som mistrives.
Kolding Kommune oplever ikke den samme vækst i antallet af underretninger om mistrivsel blandt børn som andre kommuner. Der bliver dog til stadighed ved med at komme underretninger om skilsmissebørn, som mistrives. - Foto: Flemming Krogh/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Modsat andre syd- og sønderjyske kommuner med stærk stigning i antallet af underretninger om mistrivsel blandt børn og unge er stigningen kun moderat i Kolding. Familiechef vurderer, at kommunens skoledagtilbud-rådgivere er årsagen.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Underretninger om børn og unges mistrivsel stiger i antal i disse år, og i syd- og sønderjyske kommuner er antallet fra 2018 til 2019 steget med over 100 underretninger i halvdelen af kommunerne.

For eksempel i Sønderborg Kommune, som næsten har oplevet en fordobling af siden 2015. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af underretninger steget fra 928 i 2015 til 1.874 i 2019.

I Kolding Kommune er det tal i samme årrække steget med 300 – og med blot to underretninger fra 2018 til 2019, skriver JydskeVestkysten.

Ifølge familie- og rådgivningschef i Kolding Kommune, Kenneth Røn Christiansen, er underretningerne blevet bedre og bedre, fortæller han.

“Det er ikke bare en underretning om en dårlig madpakke. De er af høj kvalitet, og der er substans i bekymringen,” siger Kenneth Røn Christiansen.

Han giver kommunens otte skoledagtilbudrådgivere en stor del af æren for de gode resultater. Rådgiverne befinder sig fysisk på skoler og i dagtilbud, og her arbejder de forebyggende i forhold til børnene, ligesom de kan sparre og rådgive lærere og pædagoger.

Faste rådgivere sikrer en god sammenhæng

“Det er svært at give et entydigt svar, men skoledagtilbudrådgiverne er mit bedste bud. De er med til at sikre, at der er en god sammenhæng mellem det specialiserede område og det almene område,” siger han til avisen.

Læs også:
10.000 flere underretninger til kommunerne

Ifølge Kenneth Røn Christiansen sikrer kommunen på den måde, at det kun er kvalificerede underretninger, der kommer ind. I andre kommuner ser det ifølge ham ikke sådan ud.

“Der er nogle kommuner, der oplever en stor stigning i underretninger, men hvor kvaliteten af den underretning ikke er til, at man iværksætter noget,” siger Kenneth Røn Christiansen.