Del artiklen:
Ole Wej Rasmussen, socialdemokratisk borgmester i Ærø Kommune er harm over, at staten har overtaget kontrollen med kommunale vielser. (Arkiv)
Ole Wej Rasmussen, socialdemokratisk borgmester i Ærø Kommune er harm over, at staten har overtaget kontrollen med kommunale vielser. (Arkiv) - Foto: Socialdemokraterne på Ærø

Der er stor bitterhed at spore i ø-kommunerne Ærø og Langeland. En ellers voksende bryllupsturisme er svundet voldsomt ind, siden staten overtog tildelingen og godkendelsen af vielser.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

5.000 årlige vielser er med et snuptag blevet til 1.500.

Sådan lyder den nedslående melding fra Ærø Kommune, der kan konstatere, at det markante fald i antallet er sket siden sidste år, hvor den nye enhed Familieretshuset overtog sagsbehandlingen og godkendelsen af vielser fra landets kommuner.

Det skriver Fyns Amts Avis.

Enheden under Social- og Indenrigsministeriet blev etableret for at standse proforma-ægteskaber, og en evaluering fra ministeriet viser, at landets største bryllupskommune, Ærø, knap har en femtedel af de vielser tilbage, øen havde inden ændringen blev vedtaget.

Ifølge Fyns Amts Avis var der i 2018 5.334 vielser på Ærø, i 2017 4.700. For 2019 blev antallet voldsomt reduceret, så blot 1.507 giftemodne par lovede hinanden troskab på øen.

Det går ud over den bryllupsturisme, der tidligere har skæppet godt i kommunens pengekasse:

“Jeg vil sige, at de (Social- og Indenrigsministeriet, red.) i deres evaluering har ret i, at sygdommen er helbredt. Altså, at man har fået sat en prop i stort set alle de proforma-ægteskaber, men patienten døde undervejs,“ siger Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen (S) til Fyns Amts Avis og fortsætter:

“Aftalen mellem de politiske partier var, at det skulle have to ben at gå på. Man ville stoppe det her proforma – og det var alle enige i, men det var kommunernes klare interesse at fortsætte bryllupsturismen, og der vil jeg sige, at der har været et par benspænd. Det er jeg harm over.” 

Også Langeland Kommune har nydt godt, at mange både danske og udenlandske par gerne vil giftes på en romantiske ø.

Men nu er kommunens giftefoged blevet afskediget, og omkring 900 årlige vielser er blevet til et stort rundt 0, forklarer Langeland Kommunes borgmester, Tonni Hansen (SF):

“Landspolitikere mente ikke, at vi i kommunerne kunne magte opgaven med at vurdere, om noget var proforma. Det kunne vi altså godt, og vi gik til politiet, hvis der var mistanke om, at der var noget galt,” siger Tonni Hansen til Fyns Amts Avis og fortsætter:

“Det var ikke fair. Ud over kommunerne rammes en masse erhvervsdrivende såsom overnatningssteder, spisesteder, frisører og blomsterhandlere.”