Del artiklen:
Socialudvalgsformand Allan Petersen (DF), Hedensted Kommune, foreslår, at kommunen ansætter en egentlig ombudsmand for ældre og pårørende efter skandalesager i andre kommuner. (Arkiv)
Socialudvalgsformand Allan Petersen (DF), Hedensted Kommune, foreslår, at kommunen ansætter en egentlig ombudsmand for ældre og pårørende efter skandalesager i andre kommuner. (Arkiv) - Foto: Hedensted Kommune

Hvordan kan det ske, at pårørende og ældre oplever svigt i syge- og ældreplejen? Det spørgsmål vil man finde svar på i Hedensted Kommune, hvor en ny sag atter bringer sindene i kog.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

En ny sag om svigt i ældreplejen får nu Hedensted Kommune til at se indad: Kan vi gøre systemerne mere effektive?

Siden TV 2-dokumentaren ‘Plejehjem bag facaden’ bragte historier om svigt og uværdig opførsel i ældreplejen med skjult kamera, har kommuner landet over forsøgt at finde ud af, om noget lignende kunne ske i egen kommunes ældresektor. Det gælder blandt andet i Randers, Esbjerg og Aarhus kommuner.

Læs også:
Byråd kræver tilbundsgående ekstern undersøgelse af ældreområdet

I Hedensted Kommune bruger man også tid på,at finde ud af, om der er plads til forbedringer. Her har Tinna Brask som bekymret pårørende henvendt sig til Horsens Folkeblad.

Hendes far på 82 år fik en blodprop tilbage i maj, og trods familiens ønsker om at genoptræningsforløbet efterfølgende blev placeret nær hjemmet i Juelsminde, skete det ikke. Så er der et forløb, hvor den 82-åriges tilstand forværres, og efter flere indlæggelser på sygehuset kan man konstatere, at patienten er dehydreret og har fået en urinvejsinfektion samt blodforgiftning.

I dag er Tinna Brasks far i bedring, men hun føler ikke, at hverken han eller resten af familien er blevet hørt, når de har råbt op:

“Der er ingen, der har lagt sig ned og sagt, at der skete fejl. De afviser og kommer med bortforklaringer,” siger Tinna Brask til Horsens Folkeblad.

Sagen får udvalgsformand for Social Omsorg i Hedensted Kommune Allan Petersen (DF) til at spørge sig selv og resten af byrådet, om ikke der skal kigges grundigt efter, om systemerne virker efter hensigten:

“Det er en trist historie, og jeg kan godt forstå, at hun har haft bekymringer undervejs. Jeg får også selv opkald fra borgere, der synes, det er svært at komme igennem og måske føler en afmagt. Det er jo det, borgeren her giver udtryk for, og det ligger meget i tråd med det forslag,  Dansk Folkeparti har stillet om at kigge ældreområdet igennem,” siger Allan Petersen til Horsens Folkeblad og fortsætter: “Vores personale gør alt, hvad de kan, for at hjælpe borgerne. Så hvorfor vi får henvendelser fra borgere og pårørende, der oplever, at de ikke får hjælp eller har problemer med kommunikationen, kan jeg ikke svare på. Det er noget af det, vi skal have undersøgt,” siger Allan Petersen.

Læs også:
Kommuner overvejer ombudsmand for ældre

Byrådet skal nu diskutere et forslag om, at kommunen sætter gang i en intern gennemgang af hjemmeplejen og plejehjemmene, så forholdene kan undersøges nærmere. Og måske der også er økonomiske perspektiver at se på:

“Personalet arbejder jo efter de kvalitetstandarder, byrådet har sat, og vi var jo for nogle år siden inde og finde besparelse på området på 80 millioner kroner. Måske er der sket opstramninger på steder, som vi bliver nødt til at bløde op på igen,” siger Allan Petersen til avisen.

Læs også:
Støttepartier kræver bedre ældrepleje på finansloven