Del artiklen:
Formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.
Formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen. - Foto: FOA

Selv om kommunerne burde sende langt flere af de ansatte i børnehaver og vuggestuer på efteruddannelse for at sikre det kvalitetsløft, forældre og regering ønsker, sker det modsatte, konstaterer ny rapport.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Det går den stik modsatte vej af, hvad det bør, når man ser på kommunernes efter- og videreuddannelse af pædagogisk personale. 

På bare få år er der sket et markant fald i andelen af pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere, der deltager i efteruddannelse. En udvikling, der spænder ben for den ellers stærke samfundsdagsorden, at vi med minimumsnormeringerne ikke alene vil have flere hænder i landets dagtilbud, men at det også er bydende nødvendigt med en højere kvalitet.

Det skriver FOA i en pressemeddelelse.

“Regeringens børneplan lyder, at vi både skal have mere personale og mere uddannet personale i dagtilbuddene. Det sidste får vi ikke ud af det blå. Det kræver, at der ansættes flere med en pædagogisk uddannelse, men det kræver absolut også, at vi uddanner de mange dygtige ansatte, der allerede har valgt et arbejdsliv med børn,” siger formand for Pædagogisk Sektor i FOA Kim Henriksen.

Udmeldingen fra ham kommer i forlængelse af offentliggørelsen af en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut EVA.

Af den fremgår, at andelen af pædagoger, der inden for de seneste tre år har deltaget i formel efteruddannelse, er faldet fra hver tredje i 2015 til færre end hver femte i 2018. For pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere er der i de samme år sket et fald fra hver fjerde helt ned til hver tiende. Samtidig er der milevid forskel på, i hvor stor udstrækning den enkelte kommune sender de ansatte på efteruddannelse.

Men netop det at uddanne erfarne pædagogmedhjælpere til pædagogiske assistenter er vejen til at sikre, at minimumsnormeringerne også følges ad med et fagligt løft, pointerer Kim Henriksen.

“Vi har tusinder af dygtige og dedikerede pædagogmedhjælpere, som på mindre end et år kan få en teoretisk overbygning på deres flerårige erfaring blive faglærte pædagogiske assistenter. Det kan give et stort kvalitetsløft på rekordtid. Ingen kommune kan tale om et kvalitetsløft uden også at tale om efter- og videreuddannelse,” siger Kim Henriksen.

Han henviser til, at pædagogmedhjælpere over 25 år med mere end to års erfaring kan tage den ellers godt tre år lange uddannelse på bare 42 uger. Omregnet til fuld tid er der lige nu svarende til 7.500 pædagogmedhjælpere i alderen 25-60 år, som vil kunne tage uddannelsen.

Lige nu udgør de pædagogiske assistenter i gennemsnit 8 procent af de ansatte i landets daginstitutioner. For FOA er ambitionen, at andelen skal firdobles, så de kommer til at udgøre 35 procent, mens pædagogmedhjælperne udgør 5 procent og pædagoger 60.

“EVA offentliggjorde tidligere på året en undersøgelse, der viste, at kun 19 pct. af vores børnehaver har den kvalitet, vi ønsker. 6 pct. havde ligefrem en dårlig kvalitet. Flere ansatte, flere uddannede, og mere efteruddannelse er derfor alle nødvendige greb, i en indsats for øget kvalitet i dagtilbud,” siger Kim Henriksen.