Del artiklen:
(Arkiv)
(Arkiv)

Diversiteten i skolernes måde at håndtere skoledagen i slipstrømmen på corona har været i mediernes fokus: ‘Men vi er mere ens end forskellige, er min påstand’, skriver skoleleder Maike Raahauge.

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

Her i NB-Nyt  og i andre medier kunne man i sidste uge læse, at vi på skolerne håndterer skoledagen med corona vidt forskelligt.

Læs også:
Skolerne håndterer corona vidt, vidt forskelligt

Jeg har lige skiftet job og i den forbindelse kommune, så jeg har haft mulighed for at opleve to skoler og to kommuner på tæt hold, og derudover er jeg i kontakt med mange ledere indenfor skoleverdenen på sociale medier og følger deres udfordringer og løsninger. 

Fælles for lederne er, at vi alle føler et stort ansvar for at vi kommer igennem med så få smittede som muligt. Et ansvar for både vores elever men også deres families helbred. Det er ikke et ansvar, vi normalt har, og det fylder. 

Jeg oplever forvaltninger, der i den grad hjælper os ledere med at få skabt nogle rammer ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som vi kan bruge til at skabe rammer for vores medarbejder. Vi er også sikret diverse hotlines og actioncards, så vi kan handle hurtigt, skulle uheldet være ude. 

Men ja, vi er forskellige, og så er vi kun på vej ind i uge tre med denne almindelige hverdag i en ikke almindelig tid. Da vi åbnede første gang tilbage i april, vil jeg skyde på, vi så en del mere ens ud. Rammerne var meget snævre med 2 meters afstand, heftige rengøringskrav, og vi var meget nervøse. Vi fik justeret og fik en hverdag til at hænge sammen. Så kom næste fase, hvor vi kun havde en meters afstand, og der var mere råderum. 

Efter ferien er vi startet op, hvor vi så vidt muligt skal fungere med normal fagrække, dog fortsat med fokus på hygiejne og afstand. Vi skal nok igennem nogle justeringer i de kommende par uger, og forhåbentligt sker der noget på SFO- og klubområdet, for det er svært at få enderne til at hænge sammen der. 

Mund, forældre og forskellighed

Som jeg ser det, er der to ting, der springer i øjnene; mundbind og forældre. Begge dele er meget synlige, og derfor kommer forskelligheden også til at være meget synlig på netop disse områder. 

Mundbind har betydning for, hvorvidt vi kan komme på ture med det offentlige, men det har også betydning, hvorvidt vi har adgang til mundbind. Hvorvidt forældrene er trygge ved, at børnene bruger dem korrekt, og om vi behøver den udflugt i det hele taget – er det risikoen værd? 

Nogle skoler har af forskellige årsager taget konsekvensen og sagt, at vi tager ikke på udflugter i denne tid. Det kan forældre så være enige eller uenige i – og det kan personalet også. Det er den enkelte skoles leder, der træffer den beslutning.   

Om forældre må komme på skolen eller ej har også være omtalt. Igen kommer det an på lokale forhold, der i sig selv rejser en række spørgsmål.

Har man indgange nok, så man ikke får for mange mennesker samlet kl. 8 om morgenen? Har man mulighed for forskudte opstartstidspunkter, der på den måde kan aflaste menneskemængden? Har man haft forældremøder på Teams/Skype eller lignende, så man kan gøre det igen? Har man en hal, der er stor nok til, at der kan være nok forældre samlet til et forældremøde?

Mange grunde til at det ser forskelligt ud 

Inden for på skolerne kan vi også se meget forskellige ud. Vi kan have en personalegruppe, hvor flere enten selv er i risikogruppen eller bor med en, der er det. Hvis der har været coronaramte blandt personalegruppen eller blandt eleverne, kan man også have en berettede ængstelig gruppe, der også kan være styrende for hvor restriktivt, lederen tolker reglerne.   

Der kar være en masse grunde til forskellighed. Jeg kan sige, at jeg i hele denne tid på begge mine skoler, har været og er fortsat dybt misundelig på de skoler, hvor man har kæmpe udendørsarealer, der kan tages i brug på forskellig vis. Det gør meget lettere. 

I forbindelse med mit eget skoleskift kan jeg mærke, hvor frustrerende det er ikke at kende alle skolens krinkelkroge. Antallet af indgange, håndvaske, toiletter, trapper mm. Er blevet en nødvendighed i denne tid, hvor det drejer sig om børnenes og personalets sikkerhed. Krinkelkrogene kan være årsag til stor forskellighed. 

Vi er ens på de vigtigste områder

Men vi er mere ens end forskellige, vil være min påstand.  

Tyngden af jobbet som skoleleder har fået en anden fornemmelse. Det, jeg dog oplever i denne tid, er, at vi har forvaltningerne i ryggen på en helt anden måde, og vi samarbejder med forældre og personale omkring lige netop sikkerheden. Vi har alle som en adgang til Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og derfor tænker flere med. 

Jeg tror ikke, at man skal være bekymret for forskelligheden, fordi vi er ens på de vigtigste områder. Man kan se, at vi lukker ned for klasser og årgange på samme måde. Fornemmelsen af alvoren er også ens, og vi er alle bevidste om, at vi er på ukendt territorium, men vi er ikke ukendte med ansvar og retningslinjer. Forskelligheden er, at vores skoler rent fysisk er forskellige, vores adgang til udearealer, masker og sprit kan være forskelligt, vores børne/forældre- og personalegruppe er forskellig. Det er vores job som ledere at vurdere efter bedste evne, hvordan vi sikrer børnenes skolegang. 

At børnene kommer i skole til en nogenlunde almindelig hverdag er et bedre alternativ, end at de alle modtager fjernundervisning eller skal sidde i klasserum med to meters afstand. Men jeg ser frem til den dag, hvor jeg ikke længere skal have en konstant bekymring for et smitteudbrud.