Del artiklen:
Bibliotekerne blev lukket i midten af marts på grund af udviklingen i coronavirusset, men de åbnede igen 18. maj. (Arkivfoto)
Bibliotekerne blev lukket i midten af marts på grund af udviklingen i coronavirusset, men de åbnede igen 18. maj. (Arkivfoto) - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

356.400 personer lånte på biblioteker i april, maj og juni. Det er en halvering i forhold til tidligere.

Af Ritzau, [email protected]

Antallet af udlån fra landets biblioteker blev halveret i andet kvartal, hvor bibliotekerne holdt lukket og efterfølgende genåbnede med restriktioner.

Samlet lånte 356.400 personer 2,8 millioner materialer på bibliotekerne i andet kvartal. Der er tale om en halvering fra årets første tre måneder. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Bibliotekerne var en del af den nedlukning, som regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen satte i søen 11. marts. De blev genåbnet 18. maj.

Selv om bibliotekerne var lukket fysisk, lånte en del ud via bogposer, hvor man bestiller bøgerne på nettet og afhenter bøgerne i en pose.

Samtidig kunne bibliotekerne udlåne digitalt gennem eReolen. Det er den portal, bibliotekerne bruger til udlån af e-bøger, lydbøger og podcasts.

I forbindelse med genåbningen havde en række biblioteker søsat tiltag for at undgå smittespredning.

Det var blandt andet ændrede åbningstider, krav om reservation af tid for at afhente bøger og forbud mod længere ophold på bibliotekerne.

Det kan ifølge Danmarks Statistik have været en medvirkende årsag til, at der har været et stort fald i antal af udlånte bøger.

Under nedlukningen var der en stor stigning i antallet af digitale udlån. Stigningen blev bremset, efter at bibliotekerne genåbnede.

Samlet set er antallet af digitale udlån dog steget med 31 procent i andet kvartal sammenlignet med første kvartal.

Lidt over 400.000 personer har lånt digitalt i andet kvartal, oplyser Danmarks Statistik.

/ritzau/