Del artiklen:
Håndsprit består blandt andet af brandfarlig alkohol, så medarbejdere, der fragter spritten til kommunens institutioner og afdelinger, skal på sikkerhedskursus. (Arkiv)
Håndsprit består blandt andet af brandfarlig alkohol, så medarbejdere, der fragter spritten til kommunens institutioner og afdelinger, skal på sikkerhedskursus. (Arkiv) - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Da coronaepidemien brød ud herhjemme, gav EU kommunerne dispensation fra reglerne om transport af håndsprit. Nu udløber dispensationen, og derfor skal medarbejdere nu på kursus.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Håndsprit kan være farligt både at opbevare og transportere. Derfor sender Kolding Kommune nu 30 medarbejdere på kursus, hvor de skal lære at transportere desinficeringsmidlerne på forsvarlig vis.

Det skriver JydskeVestkysten.

EU har siden pandemien brød ud i marts givet dispensation til kommunerne, som derfor kunne fragte de brandfarlige og letantændelige midler uden et forudgående sikkerhedskursus. Men den dispensation udløber 31. august, fortæller kommunaldirektør Thomas Boe i Kolding Kommune:

“Det betyder, at de medarbejdere, der kører med håndsprit, skal have en godkendelse til at transportere farligt gods,” siger Thomas Boe til avisen.

På kurset skal omkring 30 servicemedarbejdere blandt andet få en generel viden om transport af farligt gods, og de skal høre om risici og forholdsregler ved at transportere og lastsikre håndspritten, og de skal kende til nødvendige nødprocedurer.

“Det er lovgivningen, der kræver, at medarbejderne skal på kursus. Og den lovgivning skal vi selvfølgelig overholde,” forklarer Thomas Boe til avisen.

Inden corona var det typisk leverandørerne selv, der fragtede spritten til kommunens afdelinger og institutioner, men forbruget er steget betragteligt siden hen, og sådan forbliver det nok en rum tid endnu, skriver JydskeVestkysten..