Del artiklen:
Michael Larsen (R), formand for Plan- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune er tilfreds med flexboligordningen, der sikrer salg af ellers usælgelige huse. (Arkiv)
Michael Larsen (R), formand for Plan- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune er tilfreds med flexboligordningen, der sikrer salg af ellers usælgelige huse. (Arkiv) - Foto: Vordingborg Kommune

Salget af helårshuse uden bopælspligt – flexboliger- er steget i hele landet. I Vordingborg Kommune mener udvalgsformand, at ordningen har givet nyt liv til de små bysamfund, hvor usælgelige huse ellers kunne ende som tomme og faldefærdige bygninger.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Flexboligordningen blev i sin tid skabt for at stimulere vækst og forhindre, at der står helårsboliger og forfalder typisk i kommunernes mindre bysamfund.

I Vordingborg Kommune indførte man flexboliger i 2014, og dengang var bekymringen stor for, om det ville skabe forladte byer uden liv, når ejerne kun boede i husene en mindre del af året.

Men de bekymringer er gjort til skamme, skriver Sjællandske Medier.

Kommunen har siden 2014 i alt udstedt lidt under 600 flexboligtilladelser, og selvom tallet er let faldende de senere år, så betegner Michael Larsen (R), formand for Plan- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune, ordningen som en succes:

“Vi var meget bange for, at det ville gå hårdt ud over vores byer, men det ser ikke ud til at være tilfældet. I stedet ser det ud til, at flexboligerne giver nogle muligheder for salg af huse, der ellers ikke ville være blevet solgt,” siger Michael Larsen til Sjællandske.

Flexboligen er et helårshus, hvor bopælspligten er ophævet, så man kan bruge huset præcis ligesom et fritids- eller sommerhus. 

Ifølge Boligsiden blev der i perioden fra januar til og med juni 2020 solgt 1.043 flexboliger i Danmark, hvilket er 39 procent flere end i samme periode i 2019.

Andre kommuner med flexboligsalg er blandt andre Ringkøbing-Skjern, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Kalundborg, Morsø og Odsherred.