Del artiklen:
Der var både tænkt på børnene og de voksne i fht. de forskellige oplevelser, som gæsterne mødte rundt i Horsens på kør-selv-festivalen.
Der var både tænkt på børnene og de voksne i fht. de forskellige oplevelser, som gæsterne mødte rundt i Horsens på kør-selv-festivalen. - Foto: Hanne Nielsen/www.midtikulturen.dk

En ny digital platform ‘Midt i Kulturen’ samler historier fra kulturlivet i Region Midtjylland og indspark fra andre dele af landet. Erfaringer fra coronakrisen er første tema.

Af Lene Vind, [email protected]

I Horsens Kommune skulle strandparksområdet på vejen Langelinie have vrimlet med gæster til en række aktiviteter denne sommer, men det satte coronakrisen en stopper for. Alle planlagte aktiviteter blev aflyst og de ansatte i kultur-og eventafdelingen måtte hurtigt tænke i nye formater. Det kan man læse om på platformen www.midtikulturen.dk

I stedet lod de ansatte sig inspirere af forskellige drive-in initiativer, som opstod i flere kommuner, og lavede Horsens Kommunes helt egen kør-selv-festival, fordi byen har tradition for festivaler. Og det blev til en festival med børneunderholdning, musik, comedy i samarbejde med mange af kommunens aktører i kulturlivet og de frivillige foreninger.

”Vi har brugt mange af de kompetencer, som er rundt omkring i byen, men som har været sat på pause, og så har vi forsøgt at samle det i et fælles initiativ,” siger Anne-Mai Mott, projektkoordinator i ”Mærk Byen”, som er kommunens bylivsindsats.

Hun fortæller om projektet, og hvordan de hele tiden måtte tilpasse sig corona-udviklingen i en video på platformen www.midtikulturen.dk.

Vidensdeling i kulturlivet

Det nye initiativ med en fælles platform for inspiration og vidensdeling i kulturlivet kommer fra Europæisk Kulturregion, som er et kultursamarbejde mellem Region Midtjylland og alle 19 kommuner i regionen.

På platformen er historier, erfaringer og forskellige perspektiver fra kulturlivet i Region Midtjylland krydret med ny kulturforskning og indspark fra andre steder i Danmark og udlandet.

“Vi dykker løbende ned i forskellige relevante temaer og belyser dem fra flere vinkler. Platformen er et eksperiment under løbende udvikling, og målet er at skabe et værdifuldt digitalt rum for deling af viden og gode historier,” skriver Europæisk Kulturregion om den digitale platform.

Det første tema handler om den indvirkning, coronakrisen har haft på kulturverdenen, og man kan desuden læse om kunstens rolle i krisetider, komme tæt på Det Kongelige Teaters digitaliseringsproces og de fællesskaber, der blev skabt for eksempel gennem sangen.

Europæisk Kulturregion er finansieret af kommunerne og regionen i fællesskab. Der står mere om samarbejdet på www.midtikulturen.dk