Del artiklen:
(Arkiv)
(Arkiv) - Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix

Ekstra penge er på vej ind på kontoen til de, der har været på overførselsindkomst i april.

Af Ritzau, [email protected]

Inden for lidt over en uge får 2,2 millioner borgere 1000 kroner sat ind på kontoen.

Det oplyser ATP og Beskæftigelsesministeriet i pressemeddelelser torsdag morgen.

Udbetalingen vil ske til mennesker, som har modtaget offentlig forsørgelse i april 2020. Det omfatter for eksempel pensionister, efterlønnere, dagpengemodtagere og studerende på SU.

Pengene vil automatisk blive udbetalt inden uge 42 på borgernes NemKonto. De vil ikke blive modregnet offentlige ydelser, lyder det.

Ifølge ATP vil langt hovedparten have pengene på deres konto inden weekenden.

Det var et politisk flertal, der i juni besluttede at udbetale de 1000 kroner for at sparke gang i forbruget under coronakrisen.

I samme omgang besluttede politikerne at give borgere mulighed for at få udbetalt deres indefrosne feriepenge. Pengene blev låst, da Danmark fik en ny ferielov. De skulle efter planen først udbetales, når danskerne gik på pension.

Det blev tirsdag muligt at gå ind og bestille tre ugers feriepenge til udbetaling. De kan bestilles frem til 1. december.

Har man både optjent feriepenge og været på offentlig forsørgelse, er det muligt at få begge dele, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Det vil for eksempel sige, at studerende, der har et studiejob og modtager SU, vil kunne få udbetalt begge dele.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger, at det nu er tid til at sætte yderligere gang i forbruget.

– Dansk økonomi har som mange andre landes været påvirket af coronavirusset og er det fortsat. Derfor satte vi fra starten af krisen ind med hjælpepakker, som holdt hånden under rigtig mange arbejdspladser, og nu er tiden kommet til at sætte yderligere gang i forbruget.

– Det er jeg sikker på, at både engangstilskuddet og udbetalingen af feriepengene vil bidrage til, siger han i en pressemeddelelse.

FAKTA: Over 30 grupper får 1000 kroner i hånden

Her er grupperne, som inden længe får 1000 kroner ind på kontoen:

* Folkepension.

* Førtidspension (både tilkendt før og efter 2003).

* Seniorpension.

* Efterløn.

* Fleksydelse.

* Fleksløntilskud.

* Delpension.

* Dagpenge.

* Feriedagpenge.

* Kontanthjælp.

* Barselsdagpenge (fra Udbetaling Danmark eller Søfartsstyrelsen).

* Ferieydelser (fra Udbetaling Danmark eller Søfartsstyrelsen).

* Sygedagpenge (fra kommunen eller Søfartsstyrelsen).

* Kompensation ved seniorjob.

* Ledighedsydelse.

* Ressourceforløbsydelse.

* Revalideringsydelser.

* Tilskud til forsørgelse til revalidender, der modtager støtte i form af tilskud eller rentefrit lån til at etablere selvstændig virksomhed.

* Tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende med nedsat arbejdsevne.

* Tabt arbejdsfortjeneste vedrørende børn med nedsat funktionsevne.

* Plejevederlag ved pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.

* Plejevederlag ved pasning af døende i eget hjem.

* SU.

* SU-tillægsstipendium sammen med slutlån.

* Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

* Skoleydelse på produktionsskoler.

* Skoleydelser til EGU, Erhvervsgrunduddannelse.

* Skolepraktikydelse på erhvervsuddannelse.

* Skoleydelse til FGU, Forberedende Grunduddannelse.

* Elevstøtte efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser.

* Uddannelsesstøtte til maritime uddannelser.

* Tilskud til praktik i udlandet.

Kilder: Borger.dk.

/ritzau/