Del artiklen:
På Nordagerskolen har inddragelsen af elever og lærer skabt et innovativt undervisningsrum med plads til både læring og leg.
På Nordagerskolen har inddragelsen af elever og lærer skabt et innovativt undervisningsrum med plads til både læring og leg. - Foto: Facebook

En folkeskole fra 1960’erne i Ringe på Fyn er blevet renoveret så inspirende, at den er nomineret til RENOVER prisen 2020 sammen med fem andre bygninger. De skal dyste om titlen som Danmarks bedste renovering og en check på 100.000 kroner.

Af Lene Vind, [email protected]

Nordagerskolen i Ringe på Fyn ligger som nabo til Ringe Sø og måske har skolen den bedste beliggenhed for en skole, fordi der er smukt kig ud til søen. Facaden, der vender ud mod søen, er udskiftet til en stor glasfacade og den giver en betydelig energiforbedring, fremgår det af nomineringen til RENOVER prisen 2020.

162 renoveringsprojekter fra hele Danmark var i år indstillet til RENOVER prisen. Alle projekter har været under luppen, og feltet er nu skåret ned til seks unikke projekter, der er med i slutspurten om at vinde titlen som Danmarks bedste renovering.

De seks nominerede er:
1.  AFRY’s Domicil, Herning
2.  Nordagerskolen, Ringe
3.  Kedelhallen, Aabenraa
4.  Det Kongelige Bibliotek, Aarhus
5. Vestervænget, Skive
6.  Ryesgade 25, København

Renovering underbygger pædagogikken

Nordagerskolen er en folkeskole fra 1960’erne og efter renoveringen har udskolingen fået nye energivinduer, en helt ny glasfacade, bedre lysforhold og akustik, og en ændring fra klasseværelser til faglokaler. Det har været med til at øge muligheder for den ønskede projektorienterede undervisning.

Fællesarealerne er opgraderet med ny farvesætning og møbelgrupper i forskellige stemninger. Nogle af møblerne er lavet af den lokale snedker og der er indbygget stikkontakter til opladning af mobiltelefonerne. Der er en hel væg med farverige lockers, hvor eleverne har alle deres ting og hvor de mødes i pauserne. I hele udskolingen er der forbedret lys, ventilation og akustik, der gør indlæringen bedre.

null

Dette renoveringsprojekt har en særlig dimension, fordi renoveringen har givet inspiration til en videreudvikling af skolens pædagogiske principper. Elever og lærere har været inddraget i projektet og der er blevet skabt nye undervisningsrum med plads til både læring og leg.

Vinderen kåres den 17. november og modtager en check på 100.000 kroner.