Del artiklen:
(Arkiv)
(Arkiv) - Foto: Preben Madsen/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

‘Os, der har valgt skoleverdenen, har valgt en profession, hvor menneske møder menneske, men i denne tid trækkes vi ind foran en skærm. Derfor er prioriteringen af menneskelige møder i denne tid så vigtige,’ skriver skoleleder Maike Raahauge.

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

Hvornår skal man gå digitalt og hvornår skal man stå ansigt til ansigt som leder?

Ligesom jeg bruger tid på at overveje, hvornår aflyser vi møder, hvornår gør vi dem digitale, og hvornår er det nødvendigt, at vi skal afvikle dem efter alle coronakunstens regler, så gør min chef det samme. 

Som ny i kommunen så har jeg stadig en del ansigter i fysisk form til gode. Men selv når jeg ser folk, så ser jeg kun halvdelen af deres ansigter folk, fordi mundbindet dækker for mund og lyd. Det er et pudsigt møde, hvor smil og latter ikke har så gode vilkår. 

Hvad siger fysiske møder om arbejdspladsen?

Så hvad er prioriteret, og hvad fortæller det mig om min nye arbejdsplads i min nye kommune? Nedenfor er et lille udpluk af prioriteringer af fysiske møder. 

Det første fysiske kursus, jeg deltog i, handlede om vores journaliseringssystemer. Vi var samlede fra forskellige afdelinger, og det var lige på og hårdt. Vi skulle sikre borgernes ret i forbindelse med eksempelvis aktindsigt og datasikkerhed. Efterfølgende har jeg været på et digitalt møde, hvor vi skulle igennem en sikkerhedsanalyse af vores praksis. Så er vi i gang. 

Et andet fysisk møde, der har været prioriteret, har været omkring personaleledelse, jura, arbejdsmiljøloven, MED-struktur mm.. Når man er leder i det offentlige, så er der en masse regler, der skal følges, og fejltrin kan koste dyrt. Men jobbet handler grundlæggende om at lede personalet i forhold til kerneopgaven og sikre bundlinjen. Vi skal have vores organisation for øje, og vi har forpligtelsen til at skabe rammerne. Det er ikke altid, at vores medarbejdere er klar over hvor meget arbejde, der er i at skabe rammerne, og dette informationsarbejde en del af opgaven, for ellers bliver det svært at løse vores del. 

Deltagelsen i en workshop i forbindelse med kommunens analyse omkring kommunens specialundervisning, var også på prioriteringslisten. Det er et sprængfyldt område, der i den grad både handler om økonomi og ideologi. Derfor var vi nødt til at mødes, validere, forstå, udfordre, videretænke i fællesskab med kolleger, forvaltning og tillidsfolk på gulvet. 

Og så var jeg til skolelab, hvilket var et møde mellem os, skoleledere, og politikerne forud for budgetforhandlingerne. 

Al det, der kan være digitalt, er digitalt, så der er en masse videomøder med information, der relaterer sig til driften, men der, hvor jeg har skulle være 100% nærværende, er det ovenstående. 

Det er en svær jord at stikke fingeren i

Så hvor er jeg landet, hvis jeg skal vurdere på dette grundlag?

Så er jeg landet i en kommune, der sikrer, at jeg som ny leder kender til kommunens dokumentationssystem, medarbejdernes arbejdsvilkår, udsatte børns vilkår og tid til økonomiske drøftelser – både i hverdagen i forhold til børn og i forhold til, at politikerne lytter/diskuterer direkte med os.

Det er en god ballast og prioritering i mit tilfælde, for som ny skal man altid stikke fingeren i jorden, og jeg kan love for, at det er en svær jord pt. at stikke fingeren i. For jeg kender ikke mine medarbejdere endnu og slet ikke børn og forældre. 

Så hvis jeg ser på kommunens prioriteringer, stemmer det så overens med de møder, som jeg afvikler pt.?

Hvordan afsætter jeg mit digitale indtryk?

Hvordan sikrer jeg, at mine folk ikke kun får et digitalt indtryk af mig i en tid, hvor der i den grad er brug for nærværende ledelse? På grund af det stigende smittetryk er coronafrygten atter over os samtidig med, at folk arbejder på højtryk på at finde sikre måder at afvikle god undervisning og inspirerende fritidspædagogik. 

Det handler om at sikre organisations prioriteringer og viden herom. For jeg har brug for, at der ikke gås på kompromis med jura og sikkerhed, og at alle er med til at sikre, at medarbejdernes vilkår er forsvarlige. At vores økonomiske rammer ikke overskrides, og at vi ikke glemmer – midt i al det corona – at vi har en kerneopgave for alle vores elever. Også dem, der har særlige behov. 

Hvis jeg ser det i det lys, stemmer kommunens prioriteringer godt overens med mine, og det giver grundlag for nogle indholdsrige MED-møder og skolebestyrelsesmøder i fremtiden. Men jeg må dog erkende, at det er svært at starte op, hvor det ikke er muligt at samle alle børnene og forældre på kryds og tværs. Langt de fleste møder med personaler er nødt til at være digitale, og det er svært at drøfte de svære ting, når man er afhængig af, om folk har husket at slå sit kamera og lyd til, eller der er dårligt lysindfald, så man bare ser silhuetter. Alternativ er en beskedtråd på aula, der heller ikke nødvendigvis får det bedste frem i os. 

Os, der har valgt skoleverdenen som arbejdsplads, har valgt en profession, hvor menneske møder menneske, og i denne tid bliver vi trukket mere og mere ind foran en skærm. Derfor er prioriteringerne af de menneskelige møder i denne tid så vigtige. Og denne gang handler det ikke om at have tid nok men om sikkerhed. Hvordan sikre man sig som leder, at det bliver ordentligt oversat?