Sponsoreret af FSD

Del artiklen:

Markedet for partnerskaber om sociale investeringer i kommunerne er stadig umodent, og kapitalen tilbageholdende, men dog nysgerrig, er erfaringen i Den Sociale Investeringsfond. Prototyper og små modeller, der kan skaleres op, hvis de skaber effekt og afkast, er måden at komme i gang på, mener sekretariatsleder Mette Arnsfelt McPhail.

Af Tina Juul Rasmussen, [email protected]

Flere kommuner, velfærdsleverandører og investorer er klar til at indgå i nye partnerskaber og investere kapital i at udvikle og afprøve indsatser og forebyggende tiltag for udsatte borgere. Men særligt kommunerne mangler fortsat erfaringer – de gode cases – at kunne stå på skuldrene af. Det viser en baseline-undersøgelse, som Den Sociale Investeringsfond har gennemført i foråret 2020.
– Vi har brug for sandkasser og udviklingsrum, fordi vi endnu ikke har et best practice-eksempel. Nogle kommuner har forsøgt sig, og modelmæssigt kan man kigge på dem, men vi mangler det gode eksempel, hvor den dobbelte bundlinje – bedre liv og bedre økonomi – er lykkedes, som vi har set internationalt, siger Mette Arnsfelt McPhail, sekretariatsleder i Den Sociale Investeringsfond.

Det var netop internationalt – i England – at de nye partnerskaber mellem offentlig myndighed, leverandør og investor så dagens lys for ti år siden. Og siden har ideen med ’sociale investeringer’ bredt sig til Danmark og flere andre europæiske lande. I alt små 200 forsøg har været gjort, heraf et par stykker herhjemme. 

Men hvorfor forlade den skattefinansierede velfærdsservice til fordel for private investeringer med fokus på afkast og gevinst?
– Det rigtigt interessante ved sociale investeringer er den nye måde at se, hvad vi bruger vores penge på, anskue problemer, vi gerne vil have løst, og løsninger på nye måder – i partnerskaber, hvor vi udvikler investeringsprogrammer sammen og synliggør effekterne, der handler om at rykke det enkelte menneske i en bedre retning. Vi er optaget af effekt frem for aktivitet, fordi investering og indsats skal kunne betale sig for både kommune, investor, leverandør og målgruppe, forklarer Mette Arnsfelt McPhail.

Partnerskaber er ikke en ny tanke
Fundamentet i de sociale investeringer er altså at trække midler ind fra den private verden, fx de store fonde, og bygge bro til den offentlige sektor med en egentlig forretningstankegang for at lette trykket lidt på de pressede offentlige budgetter.
– Det kan altså være en måde at få flere penge til forebyggelse, fx i forhold til den stigende mistrivsel blandt unge. Øvelsen er at gøre det attraktivt for investorerne, der skal se sociale investeringer som et alternativt investeringsmarked, hvor de samtidig kan tage et socialt ansvar, imens partnerskaberne kan skabe offentlige besparelser, hvis indsatserne har den ønskede effekt, siger Mette Arnsfelt McPhail og tilføjer:
– Partnerskaber er jo heller ikke en ny tanke i offentlig sammenhæng. Vi har længe talt om civilsamfundet og de frivillige som partnere i velfærd. Så det her er en endnu bredere tankegang, hvor vi bringer investorer ind i samarbejdet. Og måske kan vi på sigt vise, at det ikke kun er kommunen, der opnår en besparelse, men også region og stat, fordi investeringerne har en effekt også på fx psykiatrien med færre indlagte og fængslerne med færre kriminelle. Sigtet er jo hele tiden den dobbelte bundlinje: bedre økonomi, bedre liv.

OVERBLIK: AKTUELLE ERFARINGER
I en international kontekst er Danmark i den spæde opstart, når det gælder om at udvikle et egentligt marked og økosystem for sociale investeringsprogrammer. Det konstaterer Oxford Research i rapporten Det danske marked og økosystem for sociale investeringsprogrammer fra juni 2020. Der er p.t. kun igangsat to reelle sociale investeringsprogrammer i form af sociale effektinvesteringer i henholdsvis Ballerup og Aalborg Kommuner, begge med Den Sociale Kapitalfond som investor. Enkelte kommuner har taget initiativ til at etablere kommunale sociale investeringsfonde/-puljer for at kickstarte sociale investeringsprojekter i samarbejde med leverandører og andre investorer.

Kilde: Det danske marked og økosystem for sociale investeringsprogrammer, Oxford Research (juni 2020).
FAKTA: DEN SOCIALE INVESTERINGSFOND (DSI)
DSI blev etableret af Folketinget i 2018 og skal være med til at starte et marked for sociale investeringsprogrammer i Danmark. DSI er opdelt i to fonde:1. En investeringsfond på 50 mio. kr., som skal investere i konkrete sociale investeringsprogrammer.2. En udviklingsfond på 28 mio. kr., der skal udvikle og modne sociale investeringsprogrammer i Danmark.DSI’s investeringsområder er politisk vedtaget og er p.t.: Børn og unge i udsatte positioner, trivsel, mennesker i risiko for livsstilssygdomme, arbejdsmiljø og Ind på arbejdsmarkedet.
Læs mere på dsi.dk

Sociale investeringer: Tre skarpe til Mette Arnsfelt McPhail

1. Hvor bogstaveligt skal man tage ordet ‘investeringer’ i forhold til forventet afkast og resultater?

– Markedet skal fungere som et alternativ til andre investeringsmarkeder. Det betyder, at investorerne i de enkelte partnerskaber skal have et økonomisk afkast. Partnerskabet skal lykkes med at skabe en på forhånd aftalt social forandring, som kan kobles til gevinster, fx på kommunens budget. Investor får sit afkast, hvis det lykkes at skabe den aftalte sociale forandring, og kommunen vil kunne betale investor med noget af den budgetgevinst, forandringen genererer. Afkastet beregnes ud fra sandsynligheden for at skabe forandringen.

2. Hvordan tænker I, at en offentlig velfærdsudbyder kan sikre sig, at en privat investor ikke kræver indflydelse på en social indsats, som måske strider imod kommunens politik/måde at tænke og arbejde socialt på?

– Et socialt investeringsprogram etableres på baggrund af en fælles aftale, der skal overholde gældende regler og love, og som skal imødese alle parters interesse i samarbejdet. For myndigheden gælder det selvfølgelig borgernes retssikkerhed og fx sammenhæng til kommunens øvrige politikker. Den fælles aftale opstiller konkrete mål for social forandring for en given målgruppe, som myndigheden ønsker at opnå, som investoren er villig til at investere i, og som leverandøren forpligter sig til at skabe.

3. Hvordan kan kommunen omvendt sikre en investor de resultater/‘afkast’, som gør en investering attraktiv?
– Sociale investeringsprogrammer er en grundlæggende ny måde at samarbejde på, som vil stille spørgsmål, bl.a. til sagsgange, og kræve et kontinuerligt fokus på effekterne af de indsatser, vi sætter i gang. Det er et fælles ansvar at udvikle en samarbejdsmodel, som alle parter tager ejerskab over og bidrager til at implementere. Og særligt for kommunerne vil det indebære at sikre opbakning hele vejen rundt, i flere tilfælde på tværs af forvaltninger og helt ud i de udførende led af organisationen.

Artiklen har været bragt i Socialchefforeningens (FSD) Årsmødemagasin 2020. Læs det her