Del artiklen:

Ledelsesugen 2020: Offentlige topledere, som er enten er tavse eller overhørte i mediernes dækning af sager i den offentlige sektor, er med til at underminere den demokratiske samtale. Samtalen om, hvordan vi bedst praktiserer, styrer og udvikler velfærden til gavn for alle.

Af Jette Runchel, Kommunaldirektør, [email protected]

Som Statsminister Mette Frederiksen slog fast i åbningstalen til Folketinget, er vi som samfund gjort af et fantastisk stof: Af fælleskab, samfundssind og handlekraft, som forårets corona-håndtering så tydeligt har vist. 

For offentligheden har håndteringen af corona også synliggjort, at offentlig topledelse består af en politisk og en administrativ ledelsesrolle. Alligevel er jeg faktisk tilbøjelig til at mene, at vores generelle opfattelse af en embedsmands rolle er blevet for snæver. At den er gået hen og blevet hæmmende for samtalen om den offentlige sektor, og at politikere og meningsdannere er mere repræsenteret i debatten end embedsværket. 

Jeg mener, at topledere i det offentlige bør stille sig til rådighed og i langt højere grad synliggøre det administrative lederskab ved at blande sig i den offentlige debat. Det er nemlig et tab for den demokratiske samtale og for udviklingen af vores fælles velfærd og samfund, når offentlige topledere ikke bliver hørt tilstrækkeligt i medierne. Dermed mister vi som borgere muligheden for at sammenstykke en langt bedre indsigt og få en mere dækkende forståelse for, hvor kompleks både hverdagens opgaveløsning og den offentlige sektor som helhed er. 

Viden om sammenhænge og komplekser
Jeg er overbevidst om, at debatten om diverse ’sager’ i den offentlige sektor kan løftes til et nyt niveau. Der er god plads til forbedring. Vi er mange offentlige ledere, inklusiv mig selv som ambassadør for offentlig ledelse (udpeget af regeringen, KL og Danske Regioner, red.), der bør være mere synlige og tilstede, når samtalen i pressen og på de sociale medier handler om den offentlige sektor som helhed eller vores konkrete område. 

Vi har stor faglig viden, er trænet i at se det større billede samt se handlemuligheder og perspektiver. Derfor bør vi bidrage på lige fod med politikere, borgere, foreninger, fagprofessionelle, forskere mv. Jo, jeg forstå godt, hvorfor mange offentlige topledere ikke er mere synlige i den offentlige debat. Det skyldes, at den i høj grad er sensations- og konfliktdrevet. Fokus er ofte hellere på fejl og drama end på at gøre os alle klogere på udfordringer, sammenhænge og gode løsninger. Den konfliktfokuserede ’samtale’ er offentlige topledere typisk ikke vant til eller trænet i at agere og deltage i. Og mange har heller ikke lyst, fordi de ikke kan se mening med den.

Synlighed kan styrke borgerne og velfærden
Jeg mener, at vi alle er bedst tjent med at få sammenhængende information om, hvordan den offentlige sektor fungerer og opererer. Det øger forståelsen at få indblik i maskinrummet og dermed få mulighed for at byde ind med forslag til gode løsninger. Og hvis toplederen formår at give læring og indsigter fra sig og videre til andre, styrker det både organisationens position i samfundet og de dagsordner, borgerne er optaget af. 

Omvendt – når offentlige topledere ikke er tilstrækkeligt synlige i medierne – er konsenvensen den, disse samlende indsigter og mere sammenhængende bidrag, som de offentlige ledere sidder inde med, forbliver interne og dermed usynlige i den eksterne samtale og debat om den offentlig sektor. 

Det taber såvel borgerne som velfærden på, da det ofte er de offentlige topledere, der kan bidrage med både konkrete og velformidlede fakta om faglige forhold, historik, lovgivning og økonomiske rammer – og dermed i bedste fald kan formidle et samlet aktuelt overblik over udfordringerne med det konkrete område eller problemkompleks. Vi kan også fortælle, hvilke værdier vores organisation og vores egen ledelse bygger på, som påvirker den måde, vi konkret praktiserer fag og ledelse på. Det har i sidste ende betydning for både borgere, politikere og velfærdssamfundet som helhed. 

Bidrag og bland dig
Derfor er mit klare budskab til alle mine offentlige topleder-kollegaer: Brug jeres position, unikke viden og brede indsigt. Forklar, nuancer og gør verden omkring os klogere på udfordringerne såvel som mulighederne. Det kræver, at I får rollen – og tager den. Forinden må du som individuel leder tage en snak med din politiske ledelse og få defineret rummet og snitfladerne i den eksterne kommunikation.

Du skal også sørge for, at du får den fornødne træning i kommunikation og i at håndtere medierne, ikke mindst de sociale medier. Og så skal vi have sat gang i en offentlig samtale om, hvordan vi som offentlige topledere bedst kan bidrage til at få løftet den demokratiske samtale i medierne, så den styrker borgerne, velfærden og udvikling af samfundet.

Jette Runchel er ambassadør for offentlig ledelse og til daglig kommunaldirektør i Albertslund Kommune.