Del artiklen:
Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen bliver nu nødt til at svare ombudsmanden på, hvad han egentlig har tænkt sig med mail til medie.
Slagelses borgmester John Dyrby Paulsen bliver nu nødt til at svare ombudsmanden på, hvad han egentlig har tænkt sig med mail til medie.

Ombudsmanden går nu ind i sag om borgmesters krav til lokalt medie om at fjerne navne. Borgmesteren lod forstå, at kommunens samarbejde med mediet kunne blive stoppet.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]

Folketingets ombudsmand går nu ind i en principiel sag fra Slagelse, hvor borgmester John Dyrby (S) er kommet i modvind. Ombudsmanden vil have en mail fra borgmesteren til mediet UgeNyt forklaret.

Hele sagen tog sin begyndelse 5. oktober, hvor John Dyrby skrev en mail til en journalist på UgeNyt, som hører under Sjællandske Medier. Borgmesteren mener, at UgeNyt er gået for tæt på i forhold til at afdække sexchikane i Slagelse.

John Dyrby skrev 5. oktober til journalisten:

“Selvom jeg meget nødigt forsøger at redigere i pressens artikler, så er
jeg mildest talt skuffet og indigneret over indholdet i nævnte artikel mht. navne på ’mistænkte’ – det er på alle måder rigtig rigtig skidt!”

“Det får mig til at overveje at stoppe al samarbejde, ikke som en trussel, men som et opråb om almindelig anstændighed, værdighed og fokus på substans; og jeg håber, at den del af artiklen bliver slettet.”

Baggrunden for brevet til journalisten var en artikel i UgeNyt om et klap i numsen på den socialdemokratiske gruppeformand i Slagelse byråd, Sofie Janning. Borgmesteren fik UgeNyt til at ændre artiklen, så det ikke længere blev opremset, hvilke udvalgspolitikere der kunne mistænkes for den adfærd, skriver Altinget.

Læs også:
Borgmester overvejer at stoppe samarbejde med lokalavis

Ombudsmanden gør i sit brev til Slagelse Kommune opmærksom på følgende:

”Den omstændighed, at en bestemt journalist eller et bestemt medie
f.eks. som følge af en myndigheds utilfredshed med den dækning, som en bestemt sag har fået i pressen, helt udelukkes fra en formløs adgang til oplysninger eller fra adgang til meroffentlighed, som gives andre dele af pressen, vil kunne have karakter af en ”straffeaktion”. En sådan ”straffeaktion” vil stride mod almindelige forvaltningsretlige principper om lighed og saglighed.”

Ombudsmanden vil have svar fra kommunen inden fire uger og spørger til, om kommunen annoncerer i UgeNyt.

Læs ombudsmandens brev til Slagelse Kommune:

https://selvbetjening.nb-medier.dk/storage/media-library/2020/10/ombudsmands-brev-til-dyrby-1603876751-dzwmy.pdf