Del artiklen:
De tre heste, da de blev sluppet løs i Høje Gladsaxe Parken.
De tre heste, da de blev sluppet løs i Høje Gladsaxe Parken. - Foto: Gladsaxe Kommune

Flere kommuner slipper nu vilde heste ud på områder tilgængelige for offentligheden.

Af Emil Suhr Pedersen, skolepraktikant,
og Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]

Tre flotte naturheste er lige blevet sluppet løs i Høje Gladsaxe Park.

Det skriver Gladsaxe Kommune i en pressemeddelelse.

“Vi er meget glade for at byde hestene velkommen til Høje Gladsaxe Park. Det klinger godt med vores ambition om at skabe en grøn, levende og klimavenlig by her i Gladsaxe og være Vild Med Vilje, som er et andet af vores projekter. Hestene hjælper nemlig både med at øge biodiversiteten og er samtidig utrolig spændende at se på,” siger Gladsaxes borgmester Trine Græse (S).

At Gladsaxe Kommune vælger at være Vild Med Vilje vil fremover betyde, at man nu gør en indsats for at leve op til verdensmål 15 ”Stop tab af biodiversitet”, og mål 11 ”Bæredygtige byer og lokalsamfund”.

Hestene er alle hentet fra Nordtyskland og er vant til at leve ude hele året. Det indebærer også det at skaffe føde selv.

Deres adfærd vil derfor være med til at skabe en rig og frodig natur, samt øge biodiversiteten i parken.

“Når hestene fx spiser græsset ned, får blomsterne bedre betingelser for at vokse frem. Og om vinteren gnaver de i barken på træerne og skaber så levesteder for biller og svampe. Hestepærerne er derudover mad for insekter, som igen vil være mad til fugle og padder, som vi derfor forventer at se flere af,” fortæller biolog Ayla Nurkan Gretoft fra Naturteamet i Gladsaxe Kommune.

Hestene er indhegnet på en hestefold hvor alle parkens besøgere kan gå en tur og se på hestene. Hestefolden er ca. 12 hektar, så der er derfor godt med plads til en gåtur.

De er ikke farlige for besøgende, dog skal alle holde min. 30 meters afstand til hestene og ikke fodre dem.

Også vilde heste i anden kommune

Gladsaxe Kommune er ikke de eneste som har forelsket sig i heste.

Københavns Kogræsserlaug har siden 2015 haft fritgående kvier på Amager Fællede, som gennem årene har bidraget til naturplejen, samt produceret bøffer til medlemmer af lauget.

Men i oktober i år ankom Københavns Kogræsserlaugs nye vildt, hvor fire vildheste blev sluppet løs på Amager Fællede.

Dog skal hestene ikke spises, ligesom kvæget. De skal derimod bidrage yderligere til naturplejen, idet de spiser andre former for grønt end kvierne og derfor også giver deres bidrag til at øge biodiversiteten.