Del artiklen:
Billedskolen Storstrøm har undervisningen for børn og unge mellem 6-16 år på ugentlige fritidshold i Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Faxe, Stevns og Næstved Kommune.
Billedskolen Storstrøm har undervisningen for børn og unge mellem 6-16 år på ugentlige fritidshold i Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Faxe, Stevns og Næstved Kommune. - Foto: billedskolen.nu

Billedskolen Storstrøm er et samarbejde mellem kommunerne i Kulturregion Storstrøm og ønsket om at styrke billedkunstundervisningen for børn og unge fortsætter sandsynligvis ud over aftaleperioden.

Af Lene Vind, [email protected]

KULTURAFTALER: Der er både plads til børn med et væld af sprudlende ideer og dem, der ønsker rolig teknisk fordybelse, i Billedskolen Storstrøm, som er Danmarks første regionale billedskole.

Institutionen er opstået og udviklet som et kulturaftaleprojekt under den nuværende  fireårige aftale, der startede i 2015 og blev forlænget med tillægsaftaler i 2019 og i 2020.

Når kulturaftalen mellem Kulturregion Storstrøm og Kulturministeriet udløber ved årsskiftet, ser alt ud til at flertallet af samarbejdskommunerne vil køre Billedskolen videre som et fælleskommunalt projekt, hvor de kan tilbyde børn og unge at udfolde sig kreativt og tilegne sig nogle nye kompetencer i skoletiden og i deres fritid.

“Billedskolen er en god måde at skabe et lokalt tilbud med formidling af billedkunst for børn på et højt fagligt niveau uden at hver kommune skal stå med det hele selv,” siger Sigrid Abrahamsen, leder af Billedskolen Storstrøm.

For at få Billedskolen på dagsordenen, har hun besøgt skolerne i området, så lærerne i billedkunst kunne få ny inspiration og Billedskolens arbejde på denne måde kunne komme rigtig mange af regionens børn og unge til gode.

Individuelle aftaler

Siden 2015 har Sigrid Abrahamsen samarbejdet med kulturkonsulenterne i kommunerne og fået den tværkommunale aftale til at falde på plads, så den passer hver enkelt kommune, for kommunerne bestemmer selv, hvad de vil tilbyde deres unge beboere.

“Billedskolen laver aftaler med hver enkelt kommune om, hvad vi skal fokusere på i deres området, og så betaler kommuner for de aktiviteter, som de får,” siger Sigrid Abrahamsen.

Driften af Billedskolen betaler kommunerne i fællesskab.

I Vordingborg Kommune har billedskolen f.eks. haft et bæredygtighedsforløb og i Lolland Kommune har daginstitutionerne haft besøg af de professionelle formidlere.

“Det er meget forskelligt, hvad kommunerne ønsker, for det kommer selvfølgelig an på befolkningssammensætningen og hvad der bliver efterspurgt,” siger Sigrid Abrahamsen.

Forhandlingerne om Billedskolens fremtid foregår netop nu, og Sigrid Abrahamsen er meget glad for, at fire ud af seks kommuner allerede har nikket positivt til en fortsættelse efter at projektet ikke længere er en del af den regionale kulturaftale. Når forhandlingerne er på plads, skal hun aftale nærmere med hver enkelt kommune om, hvad de gerne vil have ud af deres engagement i Billedskolen.

FAKTA:
Kulturregion Storstrøm er et kultursamarbejde mellem de seks kommuner på Sydsjælland og Øerne: Faxe, Stevns, Vordingborg, Næstved, Guldborgsund og Lolland.

Se tidligere artikler om de regionale kulturaftaler:
Kulturregion Nordjylland
Kulturregion Sønderjylland-Schleswig