Del artiklen:
(Arkiv)
(Arkiv) - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

SYNSPUNKT: Sidste år fik skolerne pålagt en ny myndighedsopgave, da regeringen ville gøre op med parallelsamfundet: Gør noget ved elevernes ulovlige fravær ved at sanktionere familierne. En problematisk tilgang til et problem, som gør vores samarbejde med forældre svært, fordi elevfravær kræver en helt anden tilgang end trusler og sanktioner.

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

Som skoleleder går jeg utrolig højt op i elevfravær. Derfor roser jeg også altid forældre, der formår at få deres børn i skole hver dag. For mange af disse forældre er det en selvfølge, at man passer sin skole, ligesom vi andre passer vores arbejde. En i min bog overset kvalitet – måske fordi fokus er på de forældre, som ikke klarer opgaven helt så godt.

I hvert fald blev skolerne sidste år pålagt af regeringen at gøre noget ved elevers ulovlige fravær – vel at mærke især børn af efterkommere – indvandrere og flygtninge. Hensigten var at gøre op med ’rejser til hjemlandet’ ved at ramme familier på pengepungen og tage børnepengene fra dem.

Det er som sagt ikke fordi, jeg ikke tager fravær alvorligt. Det kan ofte være symptom på mistrivsel hos barnet af mange forskellige årsager. Men hvad så med de danske familiers dannelsesrejser jorden rundt, juleferien til Thailand, den årlige skitur osv. – er det også ulovligt fravær?

Og uanset hvilket fravær, vi taler om, er min holdning, at problemet kræver en anden tilgang end en lovgivning.

Fravær er ofte lig med mistrivsel

Da jeg var lærer i specialverdenen, læste jeg mange papirer skrevet af forskellige professionelle om børn, og hvorfor de ikke længere kunne være i almenområdet – og rigtigt ofte om fravær, der førte til problemadfærd og mistrivsel eller den anden vej rundt.

Efter nogle år blev jeg ansat på en folkeskole som LKT-vejleder (Læring, Kontakt og Trivsel). Min fornemmeste opgave var at få talt med de børn, der havde det svært. Men tit var de ikke i skole, når jeg skulle tale med dem, og derfor begyndte jeg at opsøge dem med fravær. Det viste sig at en stor del af dem ikke trivedes.

I mit første job som skoleleder havde vi et stigende problem med elevfravær. Vi fik stille og roligt stoppet stigningen, men vi fik ikke ændret det generelle høje fravær. Vi dykkede ned i data og fandt en sammenhæng mellem de klasser med højt elevfravær og lærere, der var væk på ekskursioner, efteruddannelse og alt muligt andet relevant. Det fik os til at ændre vores tilgang. Men vi havde brug for hjælp til analysen og til at tænke i en anden indsats, end vi med vores lærertilgang selv kunne udvikle.

Fik stor indsigt i trivselsproblemer

Vores sundhedsplejersker, som vi i forvejen havde et fremragende samarbejde med, bød ind på opgaven. Sammen udviklede vi projektet ”Kom glad i skole hverdag”. Når et barn havde sin femte fraværsperiode – uanset årsagen og længden på perioden – kom de til en trivselssamtale hos sundhedsplejerskerne. Vi tog simpelthen lærernes tolkning af og forældrenes forklaring på fraværet ud af ligningen.

I indskolingen havde vi generelt et højt luksusfravær med hjemmehyggedage og forlængede weekender. På mellemtrinnet fangede vi en del med begyndende angstproblematikker. I udskolingen opfangede vi en del socialkontrolsager. Og på alle klassetrin fandt vi – og fik hjulpet – familier med alkoholproblemer og psykisk sygdom, hvor børnene havde påtaget sig en omsorgsrolle.

I denne ramme fik sundhedsplejerskerne en kæmpe indsigt i trivselsproblematikker, både for den enkelte elev, men også for hele klasser, hvor vi generelt havde højt fravær, men ikke umiddelbart synlige trivselsproblemer.

Sundhedsplejerskerne kan noget, vi ikke kan

Sundhedsplejersker som koncept havde været kendt i familierne, siden børnene var små, og der er stor tillid til dem. De ser børnene løbende igennem skolegangen. De har en tilgang til forebyggende underretninger, der gør, at familierne kan få den rette hjælp tidligere. De kan være adgangsporte til lægerne. De har kendskab til både somatik og psykiatri, og de kan derfor kvalificere, hvad vi som skole – med skolepsykologerne i ryggen – kan gøre. Og så er de bare benhårde i forhold til, hvornår man er syg. Jeg har siddet til flere netværksmøder med dem, hvor den somatiske vinkel har været essentiel i forhold til at nedsætte fravær. Om det har handlet om hash, menstruationssmerter, astma og en hel masse andet, så kan de altså bare noget, som vi skolefolk ikke kan – og ej heller skal.

Projektet var også med til at få talt med forældrene om fravær på en anden måde. Som lærer og skoleleder kan det være en rigtig svær oversættelsesopgave at fortælle forældre, at det har stor betydning, både for den enkelte elev selv og for fællesskabet, at de kommer i skole hver dag.

At de små børn udvikler sig socialt sammen med andre børn gennem bl.a. leg, og at de større børn udvikler sig fagligt ved at deltage kontinuerligt i undervisningen. Vi arbejder med at skabe fagligt inkluderende læringsmiljøer, og den slags kræver kontinuitet – også i de små dagligdagssituationer. Mange skoler arbejder på forskelligvis med gruppekonstellationer, og når man konstant mangler en eller flere gruppemedlemmer, har det betydning for læringssituationen.

Skolefolk er ikke myndighedsfolk

Selvom vi som skolefolk i samarbejde med fx sundhedsplejersker eller andre fagprofessionelle kan lykkes med at få nedsat elevfraværet, er vi ikke altid de rigtige til opgaven. Fordi elevfravær er så socialt komplekst et problem, der dækker alle sociale lag og alle etniske baggrunde. Og det kræver samarbejde mellem barn, forældre og skole.

Men det samarbejde bliver svært, hvis forældrene tror, at vi kun er ude på at tage børnepengene fra dem, hvis vi ikke lykkes med at tvinge børnene i skole. Vi kommer til at stå tilbage som myndighed på en meget kedelig måde. Vi er og skal være noget andet.

Vores tilgang er dialog og samarbejde. Ja, det er en tilgang, som kræver tid og tålmodighed. Men vi oplever faktisk, at den kan flytte noget, fx når vi tager drøftelsen med familien på vej til Thailand eller til forældrenes hjemland. Og lykkes vi ikke med at skabe de nødvendige ændringer via dialogen, kan vi – som vi altid har kunnet – sende en underretning til kommunen.

Fravær har store konsekvenser

Min interesse er som skoleleder at sikre, at vi får vores børn og unge godt på vej i livet. I min optik betyder det bl.a., at de får alle de skoledage, som de har krav på. 10 procents fravær – uagtet om det er lovligt, ulovligt eller bekymrende – svarer faktisk til et helt skoleår i løbet af skoletiden. Så selvfølgelig har det konsekvenser for det enkelte barn, fællesskabet og for samfundet.

Derfor giver jeg mig også altid tid til at forklare forældre, som ikke forstår, hvorfor jeg går op i fravær, hvilken betydning det her. Og jeg er helt overbevist om, at hvis vi fremfor trusler og sanktioner benytter os af samarbejde og dialog med familierne, kan vi i fællesskab finde ud af at nedsætte elevfraværet. Og så vil vi se bedre trivsel hos børnene, bedre faglige resultater, mindre frafald på ungdomsuddannelserne og en ungdom, der generelt står bedre rustet til livet efter folkeskolen.