Del artiklen:
Julegaver eller ej - fra det offentlige til medarbejderne? Svaret på spørgsmålet deler kommunerne landet over. (Arkiv)
Julegaver eller ej - fra det offentlige til medarbejderne? Svaret på spørgsmålet deler kommunerne landet over. (Arkiv) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Er det rimeligt, at kommunerne giver de ansatte julegaver for skatteborgernes penge i et år med store udfordringer for alle i samfundet? Det er et spørgsmål, kommunerne ser meget forskelligt på.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Julegaver til ansatte i offentlige stillinger har altid været kilde til diskussioner på både direktionsgange og blandt de ansatte selv over frokostbordet.

Men i år er emnet blevet særligt varmt og følelsesladet på grund af de særlige omstændigheder, coronapandemien har ført med sig af krav til de ansatte omstillingsparathed og stærkt ændrede arbejdsforhold. 

Læs også:
Vrede over kommunes indkøb af julegaver

 I en rundspørge foretaget af Jyllands-Posten, svarer 73 ud af de 98 kommuner vidt forskelligt på spørgsmålet: 54 kommuner giver julegaver – 15 kommuner gør ikke. Derudover overvejer tre kommuner stadig, mens en enkelt kommune vil gemme svaret som en overraskelse.

Ud af de kommuner, som giver de ansatte julegaver i år, svarer de syv, at det sker ekstraordinært netop på grund af medarbejdernes særlige indsats under coronakrisen. Det er Aarhus, Struer, Brøndby, Varde, Odsherred, Rødovre og Ballerup. Andre kommuner har skruet op for prisniveauet, så der i år venter en gave af større værdi end normalt.

Læs også:
20.000 kommunalt ansatte får uventet julegave

Kommunaldirektør Henning Haahr i Odder Kommune holder fast i den faste tradition med gaver til medarbejderne, men her har man afvist at give en ekstra gave på grund af coronakrisen:

“Vi har overvejet en ekstra gave, men det er jo samtlige medarbejdere og – ikke mindst – også vores borgere, som har bidraget til – og fortsat bidrager til – arbejdet med at komme igennem coronakrisen. Vi står sammen om at løse opgaven i hele Odder Kommune, og vi får som offentligt ansatte vores løn for at klare opgaverne, med eller uden corona. Vi skal ikke have ekstra for det,” siger Henning Haahr til Jyllands-Posten.

Horsens: ‘Et forkert signal’

Horsens Kommune er en af de kommuner, der fastholder, at man ikke giver julegaver til kommunens ansatte, oplyser kommunaldirektør Peter Sinding Poulsen:

“Vi har som offentligt ansatte naturligvis en pligt til at levere en ekstraordinær indsats, når landet er i en så omfattende krise. Der er masser af mennesker, som har mistet job, og der er virksomheder, foreninger, kulturinstitutioner og meget andet, som lider voldsomt. Så er det efter vores opfattelse et forkert signal at give julegaver til kommunalt ansatte,” siger Peter Sinding Poulsen til Jyllands-Posten.

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, siger til Jyllands-Posten, at offentlige arbejdspladser nøje skal overveje, hvordan man bruger skatteborgernes penge:

“Der er mange, der er blevet ramt hårdt af det her, og offentligt ansatte har jo ikke været presset på jobsikkerhed. Det er et særligt privilegium, at vi ikke skal have den bekymring. Derfor vil der være borgere, som siger: ‘Ja, der er nogle, der har ydet en ekstra indsats, men vi andre har mistet vores arbejde, og vi har også knoklet løs,” siger Per Nikolaj Bukh.