Del artiklen:
Hans Luunbjerg (V), som er viceborgmester, trækker sig som kandidat til KV21.
Hans Luunbjerg (V), som er viceborgmester, trækker sig som kandidat til KV21. - Foto: Venstre (Arkivfoto)

Tidligere borgmester og nuværende godsejer og spidskandidat trækker sig som kandidat til kommunalvalget næste år. Kyllingemøg og avisskriverier har fjernet lysten til at fortsætte.

Af Jørn Sørensen, [email protected]

Ifølge miljøloven skal der overdækning over kyllingers naturlige efterladenskaber. Men det er ikke tilfældet på Kejrup Gods i Kerteminde Kommune, og derfor er godset og dets ejer blevet anmeldt af kommunen til politiet. 

Kejrup Gods er ejet af kommunens viceborgmester, Hans Luunbjerg (V), og anmeldelsen indløb i sommer.

Viceborgmesteren, som er uenig i, at godset har overtrådt miljølovgivningen, har nu valgt at trække sig som Venstrekandidat ved KV21. Det skriver Fyens Stiftstidende.

“Der skal meget til at slå mig ud af kurs, men jeg kan mærke på min familie og mine ansatte, at det er lidt tungt, at jeg er på forsiden af avisen i forhold til et eller andet, der foregår i landbruget. Det rører mig ikke en høstblomst at være på forsiden, men det er tungt, når dem, jeg har omkring mig, synes, det er svært,” siger Hans Luunbjerg til Fyens Stiftstidende.

Avisen har tidligere beskrevet, hvordan godsets kyllingefarm i 12 tilfælde har opbevaret kyllingemøget uden at være overdækket med tætsluttende og vandtæt materiale, som det skal ifølge lovgivningen. Ifølge Fyns Politi har overdækningen manglet i nogle tilfælde blot en enkelt dag, og i andre tilfælde op til seks dage.

Hans Luunbjerg var borgmester i Kerteminde fra 2014-2017. Ved KV17 måtte han afgive posten til Kasper Ejsing Olesen (S).