Del artiklen:
Ved rådhuset i Nyborg Kommune blev der i sommeren opstillet ekstraordinære testfaciliteter, hvor kommunens borgere kunne blive testet. Inde bag murene sidder borgmester Kenneth Muhs (V) med en forventning om, at kommunen stadig vil blive kompenseret fuldt ud for sine merudgifter til covid-19 i 2020.
Ved rådhuset i Nyborg Kommune blev der i sommeren opstillet ekstraordinære testfaciliteter, hvor kommunens borgere kunne blive testet. Inde bag murene sidder borgmester Kenneth Muhs (V) med en forventning om, at kommunen stadig vil blive kompenseret fuldt ud for sine merudgifter til covid-19 i 2020. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Hverken borgmesteren i Haderslev eller Nyborg mener, at ny aftale skal ses som et endeligt facit for kompensationen af kommunernes covid-19 udgifter. Læs om deres syn på sagen her.

Af Peter Risager, [email protected]

Det er ikke et endeligt facit for kompensationen til kommunerne for udgifterne til corona.

Det siger to borgmestre til NB-Økonomi ovenpå aftalen i fredags mellem KL og regeringen om corona-kompensation til kommunerne.

Læs også:
Kommuner får ingen ekstra corona-penge

“Jeg har stadig den samme forventning set fra Nyborg om, at vi bliver kompenseret,” siger borgmesteren i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V) til NB-Økonomi.

“Min klare opfattelse og forventning er, at man nu har truffet en beslutning om, at man vil have et overblik. At man vil have det overblik ændrer for mig ikke ved, at man har sagt til kommunerne, at man bliver kompenseret. Det må vi jo så afvente og se,” siger han yderligere.

Dermed afviser Kenneth Muhs, at aftalen fra fredag skulle betyde, at kommunerne ikke får dækket deres corona-udgifter yderligere.

“For mig betyder det ikke, at man kan ende ud i, at kommunerne ikke får kompensation for vores corona-omkostninger. Jeg havde da gerne set, at man kunne have betrygget os i det her og nu, men det ændrer ikke noget for mig i, at den forventning har jeg stadigvæk. Det er det, der er blevet meldt ud, at kommunerne ikke kommer ud i en situation, hvor vi efterfølgende skal spare på velfærden, fordi vi ikke får dækning på vores omkostninger,” siger Kenneth Muhs.

Dermed tolker han mere aftalen som en udskydelse af den endelige kompensation.

“Det, der er stillet i udsigt, er, at de ekstraudgifter –  vi har haft de -finansieres i de kompensationer, vi skal have. Det har jeg en klar forventning om, og det er det, der er blevet meldt ud,” siger Kenneth Muhs.

Haderslev er tilfreds med aftalen, men afventer

Også i Haderslev Kommune siger borgmester Hans Peter Geil (V), at aftalen ikke er slutresultatet, og at man endnu ikke har overblik over den samlede økonomiske betydning af covid-19.

“Der er ikke noget endeligt facit i det her. Der er ikke nogen tvivl om, at kernevelfærden den skal vi nok klare, hvis ellers covid-19 ikke udvikler sig,” siger Hans Peter Geil til NB-Økonomi.

Han mener derfor også, at det på nuværende tidspunkt er svært at sige, om det er en rimelig aftale.

“Det er jo et stort maskineri, og der vil sikkert være nogle udgifter, som vi ikke har afholdt, så vi kender ikke det endelige resultat endnu.”

NB-Økonomi har flere artikler om aftalen.