Del artiklen:
På Mandø opsættes der kameraer, der skal registrere gæsternes færden. Øen skal nemlig anlægge nye stier i de kommende år, og ønsker et solidt datagrundlag til formålet.
På Mandø opsættes der kameraer, der skal registrere gæsternes færden. Øen skal nemlig anlægge nye stier i de kommende år, og ønsker et solidt datagrundlag til formålet. - Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Mandø i Vadehavet vil give den bedste naturoplevelse til øens gæster. Derfor skal der nu opsættes kameraer, som kan registrere gæsternes færden på øen. Målet er at opfordre gæsterne til at gå nye veje og se mere af øens specielle natur.

Af Caroline Ryberg Albæk, Journalist, [email protected]

I løbet af i år og næste år skal der laves nye stisystemer på Mandø. Derfor er det blevet besluttet at opsætte kameraer, der skal registrere især turisternes færden på øen. Det sker ved hjælp af dataindsamling fra fem kameraer, der opsættes forskellige steder på øen i løbet af januar. Det skriver JydskeVestkysten.

“Det, vi skal måle, er dels, om der kommer flere eller færre til øen henover året, dels om de benytter de afmærkede ruter, stier og infosteder, som etableres i år og næste år. Herunder også om de besøgende i højere grad kommer ind til Mandø By og benytter brugsen, kroen og cafeen. Kort sagt, hjælper den formidling og skiltning, som vi får sat op,” siger Claus Christensen, der er formand for Mandø Fællesråd til JydskeVestkysten.

Læs også:
Godt kig til stjernerne trækker turister til kommuner

De nye stier skal være med til at lede øens gæster nye steder hen, og til det skal datagrundlaget været på plads. Claus Christensen, fortæller, at resultaterne er vigtige for at skabe en bedre oplevelse for de turister, der besøger øen. 

“Vi har nok en fornemmelse af, hvordan turisterne bruger øen i dag, men det mener vi ikke, er det optimale for at få den bedste oplevelse herovre. Derfor vil vi gerne ændre folks vaner, så de følger en lidt anden rute. Men vi er nødt til at have data på udgangspunktet,” siger han til avisen. 

Han understreger, at alle GDPR-regler er overholdt i forbindelse med projektet. Kameraerne tæller automatisk, så der er ingen mennesker, der skal se videoerne igennem. Kameraerne har heller ingen form for ansigtsgenkendelse. 

Det er en ekspert fra Handelshøjskolen i København der skal opsætte kameraerne på Mandø, som også tidligere er anvendt til et lignende formål på Rømø. Projektet viste sig at være en succes på Rømø, og Claus Christensen håber på lige så gode resultater på Mandø.