Del artiklen:

Faglige og etiske dilemmaer står i kø i skoleverdenen i en corona-presset tid. Med den virtuelle undervisning får vi et unikt indblik i børn og familiers liv på godt og ondt, og som leder bliver jeg sat i beslutninger, hvor der ikke er et klart og entydigt svar.

Af Maike Raahauge, Skoleleder,

Under nedlukningen er lærerne på min skole kommet ind i de små hjem, og omvendt – de små hjem er kommet ind i lærernes hjem. Hvad gør det for min rolle som leder? Hvor går rammerne for, hvad der er tilgængeligt i et hjem, når er skal laves forsøg? Kan man kræve eleverne har kamera på, for at de ikke får fravær? Hvad gør man, når man er vidne til en samtale, eller nogle har glemt at slukke kameraet, så man ser noget, man ikke burde? Og hvad med podning – hvem skal jeg pege på, der kan foretage dem? Og skal jeg selv gå forrest i den ugentlige testning?

Hvor går man hen med sin viden?

Dilemmaerne er der nok af i mit job, og de er helt sikkert en stærk drivkraft for mig. I denne tid trækker disse dilemmaer dog ud i nogle juridiske spor, som jeg må ty til mit bagland for at hente hjælp til. Og ofte er vi alle på nyt territorium, så det er ikke altid lige til.

Hvor går forældre fx hen med deres viden, hvis de i den fjernundervisning, hvor de hjælper deres yngste børn, ser, at nogle af de andre børn ikke har det let fagligt eller socialt? Eller hvis de oplever en lærer, der normalt er fabelagtig i et fysisk klasselokale, men som nu sidder hjemme med egne børn, der skal hjemmeskoles – og samtidig skal fjernundervise 28 elever, hvoraf nogle sidder hjemme med flere søskende og frustrerede forældre, der også prøver at passe deres job samtidig …?

Jo, scenarierne og dilemmaerne er mange i denne tid.

Opvasken var ikke taget …

En bekendt fortalte mig, at hendes barns lærer havde bedt børnene om at lave en virtuel rundtur i hjemmet. Min umiddelbare reaktion var: Det var da en fed opgave! Det synes min bekendte bestemt ikke. For hvilket indtryk efterlod det, når opvasken hos hende var ikke taget? En anden var gået til tasterne i en forældregruppe på Facebook i frustration over den samme opgave. Min tanke var, at Facebook sjældent er det bedste forum at lufte sine frustrationer i, og at denne lærer sikkert blot havde prøvet noget nyt af for at skabe afveksling i undervisningen. For vi er alle på udebane i øjeblikket, og når vi ser elever falde fra, ja, så prøver vi ting af … 

Jeg har også hørt om flere tilfælde, hvor andre familiemedlemmer er dukket halvnøgne op i billedet, og selvom det er underholdende nok i situationen, sætter det da gang i tanker om både GDPR og deling af billeder. 

Mit personale har som bekendt skærpet underretningspligt, hvis de ser noget, hvor de føler sig forpligtet til at handle. Det er endnu ikke sket hos os, men hvis det gjorde, hvad ville det så betyde for tilliden til samarbejdet om fjernundervisningen?

Er slukket kamera lig med fravær?

Fraværslovgivningen har trænge kår i denne tid, for hvor langt kan vi gå i forhold til at få eleverne til at tænde deres kamera? Debatten har floreret i diverse fora, fordi selvfølgelig ser vi helst, at alle deltager aktivt med tændt kamera. Det har også en klar betydning for trivslen. Men vi kan ikke kræve det, kun anbefale. Eller hvad med de unge, som logger på uden mikrofon eller kamera tændt, men som afleverer alt, hvad vi beder dem om – skal de have ulovligt fravær? Det er en utrolig svær opgave, vi har sat lærerne på her, synes jeg. 

Og så er der det faglige: Hvad kan vi kræve, når forsøg i natur og teknologi og de naturfaglige fag foregår i hjemmet? Kan vi overhovedet have madkundskab, håndværk og design? Hvor langt går vores tilsyn? Og hvad nu hvis nogle kommer til skade?

Hvem skal pode kollegerne?

Det nyeste skud på stammen kom forleden, da det blev lagt ud til kommunerne at stå for podningen af det ugentlige, frivillige testtilbud. Heldigvis er der fundet en god løsning hos os, men vi nåede da lige at have drøftelsen, om vi kunne kræve, at en af vores ansatte – frivilligt, selvfølgelig – stod for at teste deres kolleager? Og ville folk benytte tilbuddet – ville de have lyst til at blive testet af en kollega, selvom vedkommende var oplært, og det var sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarligt? 

Tilbuddet med testning to gange om ugen giver god mening – jeg har selv haft familiemedlemmer og bekendte med symptomfri corona. Men det er vigtigt, at det forbliver frivilligt at blive testet. Men nu, hvor det bliver både meget tilgængeligt, men også synligt, hvem som går ned og bliver testet, risikerer vi så et gruppepres? Eller hvis et udbrud skyldes en ansat, som ikke er blevet testet på skolen … hvad kan det så udløse af problemstillinger? 

Alle disse dilemmaer hjælper mig som leder med at være på forkant, så jeg kan nå at drøfte nogle af dem med personalet, inden de reelt opstår. Det betyder, at vores etiske kompas trænes i fællesskab, men også at tilliden i organisation let kan blive sat på prøve i disse nye tider, hvor alle er coronapressede, og lyset lader vente på sig.