Del artiklen:

Gribskov, Stevns, Faxe og Vordingborg er blandt de kommuner, hvor huspriserne er steget mest de seneste tre år. ‘Det er primært et spørgsmål om, hvad man kan få for pengene,’ siger boliganalytiker.

Af Peter Risager, [email protected]

Kommunerne rundt om de store byer er i stærk fremdrift, og prisudviklingen på boligmarkedet overgår flere steder både Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Aarhus Kommune.

Dermed giver udviklingen i boligpriserne umiddelbart en indikation af, at flere bytter storbylivet ud med en tilværelse med mere luft, natur og en bolig, der er til at betale. Men den romantiserede forestilling om landligt idyl er ifølge cheføkonom og boliganalytiker ved Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann ikke årsagen til, at flere flytter længere væk fra byerne.

“Det er et spørgsmål om, ‘hvad man kan få for pengene’, siger hun og påpeger, at man stadig har til gode at se den såkaldte ‘corona-effekt’ på boligmarkedet.

“Vi kan ikke se på nuværende tidspunkt, at folk skulle flytte mod landområder med fuglefløjt og blå himmel. Tidsfaktoren til arbejdspladsen er stadig væsentlig, og det er derfor i høj grad et spørgsmål om, hvor langt man skal ud af byen før man har råd til den bolig, man vil have,” siger hun.

Selvom boligpriserne i blandt andet Vordingborg, Faxe og Stevns, alle et godt stykke syd for København, er i rivende udvikling, er priserne stadig væsentligt lavere end i kommunerne, der ligger tætter på København.

Eksempelvis er gennemsnitsprisen på et hus i Faxe Kommune cirka en time syd for København under halvdelen af prisen på et hus i Greve Kommune, der ligger en halv times kørsel tættere på København.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Lise Nytoft Bergmann siger, at prisstigningerne længere væk fra de store byer er en del af de “berømte ringe i vandet”. Hun påpeger, at det er helt normalt, at man efter en periode med lavkonjunktur ser store prisstigninger i byerne, der langsomt breder sig ud af byerne som ringe i vandet.

Nu, 10-12 år efter finanskrisens højdepunkt, er turen så kommet til kommunerne med cirka en times kørsel til København, mens ringene ikke har bredt sig helt ligeså langt udenom Aarhus Kommune. Rundt om Aarhus er det især naboen mod syd, Odder Kommune, der har oplevet store stigninger i huspriserne på 15,3 procent.

Reguleringer i låneregler

En anden væsentlig faktor til at folk søger udenfor byerne er ifølge Lise Nytoft Bergmann, at flere reguleringer i realkreditreglerne har gjort, at særligt førstegangskøberne er blevet tvunget til at se efter kommuner med lavere boligpriser.

“Selvom renten er faldet de seneste år, har vi tidligere været vant til, at man kunne købe bolig på baggrund af budget. Nu vurderes boligkøberne i højere grad på baggrund af gæld og formue, og det har gjort det sværere for især førstegangskøberne at låne så meget, som de gerne ville,” siger hun. 

Og derfor er det i overvejende grad prisen, der ifølge Lise Nytoft Bergmann er afgørende for, hvor langt man flytter ud af byen.

“Når man kigger på kortet som helhed, så stiger priserne jo stadig ganske kraftigt inde i de store byer. Det tvinger førstegangskøberne til at stille spørgsmålet, om man bo småt inde i byen, eller man vil have mere plads ved at rykke længere ud,” siger Lise Nytoft Bergmann.