Del artiklen:
Regeringen og dens støttepartier har onsdag indgået en aftale om den kommende genåbning.
Regeringen og dens støttepartier har onsdag indgået en aftale om den kommende genåbning. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen og støttepartierne er blevet enige om en lempelse af en række coronarestriktioner.

Af Ritzau, [email protected]

Regeringen, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre er onsdag nået til enighed efter drøftelser om en række lempelser af coronarestriktionerne.

Drøftelserne begyndte tirsdag med udgangspunkt i en indstilling fra en ekspertgruppe bestående af sundhedsmyndigheder og eksterne eksperter, den såkaldte Indsatsgruppe.

Her kan du se, hvad partierne og regeringen er enedes om:

* Udvalgsvarebutikker under 5000 kvadratmeter kan genåbnes med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav. Udvalgsbutikkerne i storcentre skal stadig holde lukket.

* Udvalgsvarebutikker på over 5000 kvadratmeter eller derover kan holde åben mod tidsbestilling. Dette var ikke en del af Indsatsgruppens indstilling.

* Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om en negativ test, der er højest 72 timer gamle.

* Forsamlingsforbuddet for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves fra 5 til 25 personer. Indsatsgruppens indstilling var, at loftet hæves til 20 personer.

* Samme genåbning som i Nord- og Vestjylland kan blive udvidet 15. marts “hvis smittesituationen muliggør det”.

For landsdelene Vestjylland og Nordjylland bør:

* Alle afgangselever i grundskoler, på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser komme tilbage hver anden uge under forudsætning af test to gange om ugen.

* Efterskoler genåbner med fuldt fremmøde ud fra en model med særlige smitteforebyggende foranstaltninger beskrevet af Sundhedsstyrelsen.

For Bornholm gælder:

* Grundskoler, efterskoler og klubtilbud genåbnes for alle elever. Der vil blive særligt testtilbud med mere skånsomme testtyper.

* Alle øvrige uddannelser – både ungdoms- og voksenuddannelser – genåbnes. Herunder videregående uddannelser og højskoler. Her vil der være krav om to test om ugen.

* Liberale serviceerhverv genåbner med krav om mundbind og dokumentation for en negativ test, der er højest 72 timer gammel.

* Forsamlingsforbuddet hæves fra fem til ti personer.

Alle andre coronarestriktioner forlænges til 5. april.

Kilde: Justitsministeriet.

/ritzau/