Del artiklen:
Det Kongelige Bibliotek i Aarhus vandt Renoverprisen 2020. Nu er 128 nye projekter indstillet til prisen.
Det Kongelige Bibliotek i Aarhus vandt Renoverprisen 2020. Nu er 128 nye projekter indstillet til prisen. - Foto: Realdania

128 forskellige projekter rundt i landets kommuner er nu indstillet til Renoverprisen 2021, som gives til Danmarks bedste renoveringsprojekt i år.

Af Lene Vind, [email protected]

En 70’er skole på Amager, et gammelt fyr i Vejle og en maltfabrik i Ebeltoft er bare tre af i alt 128 projekter, der kan vinde Renoverprisen 2021. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Realdania.

Siden begyndelsen af året har alle i Danmark kunnet indstille deres bud på Danmarks bedste renovering til Renoverprisen 2021. Indstillingsperioden er nu lukket, og der skal findes en vinder. Sidst års vinder var Det Kongelige Bibliotek i Aarhus.

“Blandt de indstillede ser vi både kreative og komplekse løsninger i alt fra private boliger til store erhvervsbygninger. Det afspejler, at der ikke er én måde at renovere på, og at det er noget, alle kan kaste sig ud i,” siger Lars Axelsen, der er administrerende direktør i GI, som er den ene af parterne bag Renoverprisen.

Renoveringer for enhver smag

De indstillede projekter udgøres af en bred palet af renoveringer med hver deres særpræg. Der er både renoveringen af større boligområder som Fyrkildevej i Aalborg, der er blevet forvandlet fra nedslidte til eftertragtede, og transformationen af den gamle maltfabrik i Ebeltoft, der nu er et kreativt kulturcenter.

På listen er også institutioner som Peder Lykke Skolen i København og en gennemgribende istandsættelse af en murermestervilla i Silkeborg, der har formået at bibeholde husets sjæl fra 1941.

“Renoverprisen og de mange projekter, der hvert år indstilles, er ikke kun en fortælling om den gode renovering. Det er også et vigtigt bidrag til den grønne omstilling. For når vi genbruger og optimerer i stedet for at rive ned, skaber vi også grønnere og mere effektive bygninger – samtidig med, at vi genfortæller bygningens historie,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Hun håber, at prisen inspirerer endnu flere til at kaste sig ud i renovere.

Det er nu op til Renoverprisens nomineringsudvalg at vurdere alle de indstillede projekter og beslutte, hvilke fire til seks projekter der skal nomineres til Renoverprisen 2021. De nominerede projekter offentliggøres medio juni. Vinderen kåres ved en prisfest i september 2021.

Se listen med alle indstillede projekter her.