Del artiklen:
Mindst 38 kommunalpolitikere har forladt Dansk Folkeparti siden valget i 2017. Her er tre af dem. Fra venstre ses Heino Hahn, Pernille Bendixen og Ghita Nelander.
Mindst 38 kommunalpolitikere har forladt Dansk Folkeparti siden valget i 2017. Her er tre af dem. Fra venstre ses Heino Hahn, Pernille Bendixen og Ghita Nelander. - Foto: Kommunerne Vordingborg, Odense og Næstved

Flugten fra Dansk Folkeparti fortsætter ufortrødent, mens Nye Borgerlige vinder indpas. Det vil få langstrakte konsekvenser, hvis først DF’s lokale repræsentation ryger, vurderer valgforsker. Se her, hvor de frafaldne DF’ere er endt.

Af Johan Storgaard Jespersen, [email protected]

Da byrådsmedlem i Odense Pernille Bendixen tirsdag meldte sig ud af Dansk Folkeparti, skrev hun sig ind i en lang række af lokalpolitikere, der i den indeværende valgperiode har forladt DF.

I alt har mindst 38 ud af de 223 byrådsrepræsentanter, som blev valgt ind for Dansk Folkeparti ved Kommunalvalget i 2017, forladt partiet siden da. Derved er mere end en sjettedel af partiets lokale repræsentanter sprunget fra siden sidste valg.

Læs også:
Endnu en byrådspolitiker forlader DF

Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker ved Københavns Universitet, erindrer ikke nogensinde at have set et lignende frafald i dansk kommunalpolitik:

“Det er meget markant. Dansk Folkeparti har i forvejen den nationale valgvind imod sig, og når et parti møder modstand, så er det ikke så sjovt at være med,” siger Kasper Møller Hansen til NB-Kommune.

Han påpeger, at DF oven i partiets egen krise er udfordret af et stærkt konkurrerende parti:

“Nye Borgerlige markerer sig for tiden stærkt og spiller oppositionsrollen på en anden måde, end DF har været i stand til. De spiller på mange måder den rolle, som DF spillede i 90’erne, og derfor kan mulighederne for at blive valgt ind for Nye Borgerlige virke mere fordelagtig for byrådskandidaterne,” siger Kasper Møller Hansen.

Interessen for Nye Borgerlige blev så stor, at de i 2020 erklærede, at de ikke længere var interesserede i at tage imod partihoppere fra andre partier. Alligevel har otte af DF’s frafaldne kommunalpolitikere fundet vej til Pernille Vermunds folder.

Én af dem er Ghita Nelander i Næstved, der i juni 2020 skiftede DF ud med Nye Borgerlige. Hun traf sin beslutning, da hun følte sig svigtet af DF’s ledelse:

“DF blev et andet parti, end det jeg meldte mig ind i. De har ikke kanten længere – heller ikke på udlændingepolitikken. Og ytringsfriheden, som DF går meget ind for, blev ikke respekteret internt. Vi fik mundkurv på. Den frækhed, som partiet oprindeligt havde, forsvandt, da Pia Kjærsgaard stoppede som formand,” siger Ghita Nelander til NB-Kommune.

Siden Ghita Nelanders exit har DF’s andet og  sidste byrådsmedlem i Næstved, Niels Kelberg, valgt at trække sig, og partiet står nu uden nogen repræsentanter i byrådet.

(Artiklen fortsætter efter tabellen.)

Gør ondt på den lange bane

Kasper Møller Hansen påpeger, at DF aldrig har været et parti, som har stået stærkt lokalt. Alligevel har partiet været ekstremt afhængigt af den repræsentation, som man dog har haft, men som man altså nu er ved at miste. 

“Det er en uheldig udvikling, der vil få enorme konsekvenser på sigt. Der er uendeligt stor forskel på at have ét byrådsmedlem og ingen. Man får fodfæste, og man får denne enormt afgørende føling med, hvad der rører sig lokalt. Men når man først er røget ud, er det svært at vende tilbage,” siger Kasper Møller Hansen. 

Det er dog ikke kun DF’s føling med folket, der er truet, når byrådsmedlemmer på stribe melder sig ud af det kriseramte parti. For hvis DF får den vælgerlussing ved KV21, som der er lagt op til, kan det ifølge Kasper Møller Hansen også få meget konkrete konsekvenser ved det kommende folketingsvalg:

“Vi taler normalt om, at Christiansborg-politik påvirker kommunerne. Men her kan vi pludselig risikere at se det modsatte. For hvis man først flytter sit kryds fra DF til Nye Borgerlige ved kommunalvalget, så virker det pludselig ikke så fjernt at gøre det samme ved det næste folketingsvalg. Så det kan blive et meget skelsættende valg for Dansk Folkeparti,” siger han.