Del artiklen:

Anmeldelse: Ny bog konkluderer, at den overordnede styring og ledelse på socialområdet har undermineret den faglige dømmekraft i praksis, og det har konsekvenser for de konkrete velfærdsindsatser.

Af Hanne Foss Hansen, Professor, [email protected]

I bogen ‘Faglighed og styring‘ giver Marie Østergaard Møller, Ann Hermansen og Simon Østergaard Møller deres bud på, hvordan styring og ledelse på socialområdet bør udvikles. Og deres bud er gennemtænkt. Trekløveret repræsenterer stor erfaring fra socialområdet med henholdsvis analyse og forskning, daglig praksis og metodeudvikling. Det er en stærk kombination, der på en og samme tid sikrer god vidensforankring og stor praksisrelevans. Bogen indeholder tre dele: Problemanalyse, eksemplificering og en normativ, fremadrettet diskussion.

Problemanalyse: Hvad virker for borgeren?

Del I er problemanalyserende. Med afsæt i tidligere forskning og generel viden om kommunal praksis på det sociale område påvises det, hvordan de senere års styringsudvikling har skabt spændinger og uoverensstemmelser mellem det politisk-administrative og det fagprofessionelle niveau. Reel viden om, hvad der virker for borgerne, mangler. Det er et problem, at det, der ‘tæller’ som viden, er forankret i en instrumentel og teknisk-administrativ tænkning, der ikke reflekterer virkelighedens sociale mekanismer og forhold.

En styrket fagprofessionel dømmekraft er det, der skal til for at genskabe en god balance mellem en reel vidensbasering og en individuel tilpasning af det sociale arbejde. En veludviklet fagprofessionel dømmekraft er dermed en forudsætning for en samfundsmæssigt virksom social indsats. En veludviklet fagprofessionel dømmekraft kræver individuelle, relationelle kompetencer, evnen til at håndtere professionel tvivl og mestring af en vifte af faglige metoder. Og så skal borgeren inddrages – der skal bygges en alliance. Borgeren skal tro på, at den fagprofessionelle indsats faktisk kan hjælpe til et bedre liv.

Eksemplificering: Disharmoni i dokumentationsvejene

Del II er undersøgende. Her fokuseres på praksis på området udsatte børn og familier i en konkret kommune. Først præsenteres resultaterne af en kortlægning af dokumentationsveje mellem kommunens myndighedsområde og det udførende behandlingsområde. Dokumentationsvejene, der er forankret i værktøjet ”Integrated Children’s System” (ICS) og understøttet af IT-systemet DUBU, karakteriseres som disharmoniske. Medarbejderne oplever ikke, at systemerne understøtter deres faglige praksis. Der tales om ’pseudodokumentation’.

Dernæst zoomes der ind på behandlingsområdet, hvor kommunen har valgt at sætte en journalbaseret effektanalyse i gang. Analysen følger op på behandlingsindsatsen ved at spore effekten af indsatsen og afdække, hvorvidt effekten skyldes den fagprofessionelle indsats og/eller eksterne faktorer i familierne og deres omverden. Her bygges dokumentation, erfaring og læring op nedefra. Det opleves som meningsfyldt af medarbejderne og følges op i et organisationsudviklingsprojekt, der dels øger behandlingsområdets fleksibilitet og dels understøtter, at en styrket fagprofessionel dømmekraft udvikler sig.

Diskussion: Nye veje til ledelse og styring

Del III er diskuterende. Her udpeges nye veje til ledelse og styring på det sociale område på et generelt niveau. Der er ifølge forfatterne tre overordnede krav til ledelse:

1. Den lokale ledelse skal have mod til at lede opad for at påvirke, at de lokalpolitiske målsætninger afspejler en fagprofessionel og ledelsesmæssig vurdering af, hvad der skaber værdi for borgeren.

2. Den lokale ledelse skal kunne sikre en balance mellem hensynet til den politisk-administrative målstyring og til kerneopgaven.

3. Den lokale ledelse skal sikre, at opgaveløsningen tilrettelægges, så denne i størst mulig grad understøtter de fagprofessionelles brug af viden og deres dømmekraft.

Styring forstået som den strukturelle afgrænsning af rammevilkår og manøvrerum for lokal ledelse må hverken abonnere på fuld kontrol eller fuld autonomi i fagprofessionel praksis. Styringen skal være balanceret. Både understyring, f.eks. manglende prioritering og overstyring, f.eks. målmylder, skal undgås. Hvis vidensniveauet i organisationen er lavt, kan kompenserende styring i form af processtyring og manuskriptliggørelse være en kortsigtet løsning, mens der investeres i organisationens vidensopbygning.

Ind i maskinrummet

Der er meget interessant stof i bogen. Den overordnede diagnose er velkendt. Den øgede kontrol med fagprofessionel praksis gennem markedsstyring, præstationsstyring, kvalitetskontrol, økonomistyringstiltag, ledelsestilsyn og fx brugertilfredshedsmålinger har haft utilsigtede effekter i praksis, bl.a. målfiksering, tunnelsyn, tjeklisteadfærd og mere generelt strategisk adfærd. Diagnosen er stadig vigtigt, men her er ikke meget nyt.

På to områder bidrager bogen imidlertid med interessant nyt: Når analysen går tæt på styring, ledelse og praksis i den konkrete kommunale dagligdag på socialområdet. Gennem analysen af socialområdets ‘ustyrbarhed’ og reaktionerne på den, bl.a. i form af kvalitetsstandarder, centrale visitationsudvalg, brugen af forskelige varianter af BUM-modellen, vidensportaler og fokus på korrekt sagsbehandling får læseren indsigt i den vifte at styringstiltag, der har været aktiveret. 

Og endnu vigtigere får læseren indsigt i dynamikkerne i det kommunale maskinrum gennem analysen af, hvordan medarbejderne oplever dokumentationsværktøjer og -praksis og indblik i det nævnte organisationsudviklingsforløb.

Viden, viden og mere viden

Bogen bidrager også med nyt i diskussionen af, hvordan den fagprofessionelle dømmekraft kan reintroduceres, understøttes og videreudvikles samt den centrale rolle, videnshåndtering spiller i den sammenhæng. Gennem diskussionen af fagprofessionel dømmekraft får læseren blik for den vanskelige afvejning mellem objektive og subjektive videnskriterier.

Kommunal versus national styring

Bogens hovedfokus er på kommunal styring og ledelse og på samspillet mellem det kommunalpolitiske niveau, det rådhus- og ledelsesmæssige administrative niveau og det lokale ledelsesmæssige og fagprofessionelle udførende niveau. De nationale styringstiltag nævnes fra tid til anden som en del af konteksten, men deres betydning tages ikke som sådan op til diskussion.

Et enkelt sted peger forfatterne dog på behovet for at udvikle en mere klar national styringsmodel, som bygger på løbende udvikling af behandlingsindsatser og egenkontrol. Det kunne have været interessant at høre flere refleksioner om indholdet i en sådan national styringsmodel og om vejen derhen.

Potentiale for generalisering

I det afsluttende kapitel understreger forfatterne, at bogen har fokus på socialområdet og på den kommunale kontekst. Men de rejser også spørgsmålet om, hvorvidt analysen og ræsonnementerne kan overføres til en generel velfærdspolitisk kontekst. Deres svar er ja. Mere eksplicitte bliver de ikke, men formodentlig tænkes der fx på beskæftigelsesområdet og måske skoleområdet og på regionale og statslige velfærdsområder som sundhed og videregående uddannelse. I min optik har forfatterne ret, men generaliseringerne bør diskuteres mere indgående – for gælder de både diagnosen og løsningerne?

Og tænk, hvis vi kunne få belyst andre sektorer i den offentlige sektor på lignende vis. Det ville der være lærings- og udviklingspotentiale i.

Marie Østergaard Møller, Ann Hermansen, Simon Østergaard Møller: ”Faglighed og styring. Fagprofessionel dømmekraft på socialområdet”. DJØF Forlag 2021. 228 sider, kr. 275.

Hanne Foss Hansen er professor i offentlig organisation på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og medlem af bestyrelsen for Forum for fremtidens offentlige styring og ledelse.