Del artiklen:
Finansminister Nicolai Wammen (S) ser positivt på fremtiden for dansk økonomi efter en yderst presset periode med coronaudfordringer.
Finansminister Nicolai Wammen (S) ser positivt på fremtiden for dansk økonomi efter en yderst presset periode med coronaudfordringer. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Underskuddet på de offentlige finanser blev mindre i 2020 end forventet, fremgår det af økonomisk status. Det er bedre end forventet, siger cheføkonom fra Cepos.

Af Ritzau, [email protected]

Finansminister Nicolai Wammen (S) forventer en vækst i dansk økonomi på 2,1 procent af bruttonationalproduktet (bnp) i 2021 og 3,8 i 2022, siger han i forbindelse med den årlige afrapportering til EU.

Det fremgår af det nye konvergensprogram for 2021, som er blevet offentliggjort torsdag. Konvergensprogrammet er en årlig afrapportering til EU med status på dansk økonomi.

En vækst på knap fire procent i 2022 vil ifølge Finansministeriet være den højeste bnp-vækst i 15 år.

– Dansk økonomi er på vej tilbage med udsigt til den højeste vækst i 15 år. Der tegner sig en stærk og hurtig genstart, hvor vi allerede næste år indhenter det tilbageslag, vi har oplevet under corona, siger Wammen i en pressemeddelelse.

Det seneste år har coronakrisen udfordret dansk økonomi massivt. Diverse hjælpe- og stimulipakker er blevet lavet sammen med et flertal af Folketingets partier for at holde hånden under dansk økonomi.

– Regeringen har med bred opbakning ført en aktiv finanspolitik, som har givet danske lønmodtagere og virksomheder større tryghed gennem krisen – og som samtidig har lagt fundamentet for et solidt økonomisk opsving.

– Derfor ser vi, at dansk økonomi står med et godt udgangspunkt for at komme hurtigt igen, siger Wammen.

Den førte politik skønnes ifølge Finansministeriet at holde hånden under cirka 85.000 job i 2021 og 40.000 job i 2022.

Coronakrisen og håndteringen af den har kostet fem milliarder kroner af det finanspolitiske råderum.

Korrigeret for de midlertidige udgifter til coronakrisen forventes råderummet dog fortsat at være på 19,5 milliarder kroner i 2025.

Råderummet er et udtryk for det offentliges overskud. Altså et udtryk for, hvor mange milliarder kroner som politikerne kan anvende til for eksempel højere offentlige udgifter eller lavere skat.

Mads Lundby Hansen er cheføkonom for den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han hæfter sig ved, at dansk økonomi har klaret sig bedre end forventet efter coronakrisens fremkomst. Altså det seneste år.

– Det er bemærkelsesværdigt, at Danmark i 2020 havde det laveste offentlige underskud ud af 27 EU-lande. Og i 2019 havde vi det største offentlige overskud i EU.

– Underskuddet på de offentlige finanser lander kun på 26,7 milliarder kroner i 2020, hvor Finansministeriet i maj sidste år skønnede et underskud på 160 milliarder kroner.

– Det er gået betydeligt bedre med dansk økonomi og beskæftigelse end frygtet ved krisens udbrud, siger han i en skriftlig kommentar.

/ritzau/