Del artiklen:
En del af de 5.200 ansatte i Køge kommune sender nok i den kommende tid en venlig tanke til rådhuset og borgmester Marie Stærke. De ansatte får hver et gavekort på 1.000 kroner.
En del af de 5.200 ansatte i Køge kommune sender nok i den kommende tid en venlig tanke til rådhuset og borgmester Marie Stærke. De ansatte får hver et gavekort på 1.000 kroner. - Foto: Køge Kommune/Collage: NB-Kommune

Et flertal i byrådet har vedtaget, at alle ansatte i Køge Kommune skal have et gavekort på 1.000 kroner. Køge er dermed en af de mest gavmilde kommuner, når det gælder gavekort i coronatiden.

Af Iver Houmark Andersen, redaktør af NB-Kommune, [email protected]

Alle ansatte i Køge Kommune kan gå på sommerferie i juli eller senere med et gavekort på 1.000 kroner, som de kan bruge på overnatninger, bespisning eller oplevelser i Køge og omegn.

Gavekortet, som kommer til at stå kommunekassen i ca. 5,3 mio. kr., blev besluttet i byrådet i Køge i går, tirsdag, efter tre kvarters debat. 11 stemte for, og 8 stemte imod. Syv af byrådsmedlemmerne var inhabile, fordi de selv eller deres nære pårørende er ansat i Køge Kommune.

Med et beløb på 1.000 kroner ligger Køge sig helt i top, når det gælder kommunal gavmilhed over for ansatte under coronakrisen. Til sammenligning får medarbejderne i Slagelse Kommune et gavekort her i coronatiden på 500 kroner pr. ansat, i Holbæk er det på 900 kr., og i Odense er det på 200 kroner. Blandt regionerne har Region Sjælland valgt at give alle sine medarbejdere et gavekort på 1.000 kroner.

Borgmester i Køge Marie Stærke (S) lægger da heller ikke skjul på, at gavekortet på 1.000 kroner skal være med til at gøre netop Køge Kommune til en attraktiv arbejdsplads.

“Køge Kommune er i evig konkurrence om den bedst mulige arbejdskraft. Vi er dybt afhængige af dygtige medarbejdere på alle kommunens arbejdspladser, og derfor er det på sin plads, at byrådet med denne anerkendelse sender det vigtige signal,” siger Marie Stærke i en pressemeddelelse.

Borgmester opfordrer andre til at give gavekort

Takket være aftalen om finansloven for 2021 og en folketingsbeslutning i marts kan kommuner og andre arbejdsgivere vælge at give deres ansatte et gavekort på op til 1.200 kroner for deres indsats i coronatiden. Gavekortet er skattefrit, så længe specifikke krav opfyldes.

Marie Stærke, som også er næstformand i Socialdemokratiet, opfordrer alle arbejdsgivere til at anerkende medarbejdere med gavekort her i coronatiden.

“Med beslutningen her anerkendes den enorme indsats, der er lagt, samtidig med at vi får pengene ud og arbejde i det erhvervsliv, der trænger så hårdt til, at vi igen får gang i gaderne. Jeg kan kun opfordre private arbejdsgivere til at følge trop, og udnytte den mulighed vi har fået i finansloven,” siger Marie Stærke.

Gavekort udløser debat

Gavekortet i Køge har dog givet en del debat i byrådet, ligesom det har i flere andre kommuner. NB-Kommune har skrevet om gavekort-diskussioner i blandt andre Holbæk og Slagelse.

I Køge brugte byrådet tirsdag aften tre kvarterer på at diskutere gavekort-forslaget, fremgår det af Dagbladet Køge. Forud var gavekortet blevet debatteret lokalt på Facebook og i læserbreve.

Nogle mener, at gavekortet vil forskelsbehandle kommunens borgere og erhvervsliv. Et argument som også viceborgmester Mette Jorsø (R) har fremført i NB-Kommune.

Læs også:
Kommune på vej med gavekort på 1.000 kroner til alle ansatte

I debatten i Køge har nogle ifølge Dagbladet Køge kaldt gavekortet “usmageligt” og fremført, at mange privatansatte og selvstændige har mistet deres job og livsværk under krisen, mens kommunale medarbejdere har haft meget større jobsikkerhed under krisen.

Borgmester Marie Stærke fik dog som nævnt flertal i byrådet. Medlemmer af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte for. De har argumenteret med, at en anerkendelse af kommunens ansatte i høj grad er på sin plads. Og at nødlidende cafeer, restauranter og steder med oplevelser i lokalområdet med gavekortet får en tiltrængt hjælpende hånd.

Læs også:
Ekspert: Gavekort kun til lokale butikker er 'no-go'

‘Smadder ærgerligt’

Mette Jorsø (RV) er ærgerlig over, at gavekortet til alle kommunens ansatte nu bliver til noget. Hun bryder sig blandt andet ikke om, at gavekortet ikke kan bruges til alle typer af butikker i handelsbyen. Det er som nævnt udelukkende til bespisning, oplevelser og overnatninger. 

“Det er smadder ærgerligt, at det vist kun er cirka 20 procent af Køge Handels medlemmer, som kan få del i gavekortet, da de 80 procent andre er uden for den kategori, som gavekortet skal målrettes efter,” skriver Mette Jorsø i en kommentar til NB-Kommune.

Hun har tidligere kritiseret, at der med gavekortet bliver gjort forskel på kommunens borgere, som går gennem en svær coronatid. Det er ikke kun de cirka 5.200 kommunalt ansatte, som fortjener et skulderklap, mener Mette Jorsø.
 
Adspurgt, om hvad vælgerne i kommunen skal gøre for at vise eventuel utilfredshed med kommunens gavekort til egne ansatte, skriver Mette Jorsø:

“Det må skatteborgerne jo huske på til valget i november.”